Den amerikanske keyboard-legende har spillet med folk som Bob Dylan, Leonard Cohen og Stephen Stills
Han bakkede Bob Dylan op ved den legendariske koncert på Newport Folk Festival i '65, dannede The Electric Flag med Mike Bloomfield og har fungeret som sessionmusiker for notabiliteter som Muddy Waters, Leonard Cohen, Ramones og Howlin’ Wolf.
I weekenden offentliggjorde pårørende til den i dag 81-årige keyboard-legende Barry Goldberg så, at han lider af lymfekræft i et fremskredent stadie - og lancerede samtidig en GoFundMe-side under overskriften "Help Barry Goldberg Beat Cancer and Play Again” for at rejse midler til behandlingen af den aldrende musiker.
Goldberg har angiveligt lidt af cancer det seneste årti, men det var altså først forleden, at de pårørende valgte at dele situationen med offentligheden.
Chicago-fødte Barry Goldberg indledte sin karriere sammen med Steve Miller i Goldberg-Miller Blues Band og markerede sig også som medvirkende på albummet Super Session med Mike Bloomfield, Al Kooper og Stephen Stills i 1968.
Mike Bloomfield døde som blot 37-årig i 1981, mens Stills og Goldberg blev genforenet i dette årtusinde i bandet The Rides sammen med Kenny Wayne Shepherd. Gruppen har udgivet to album: De debuterede med Can't Get Enough i 2013 og fulgte op tre år senere med Pierced Arrow.
En veritabel fest for folk med hang til habilt håndterede westernguitarer