De efterfølgende 2-3 timer var en lind strøm af fællessang, showgimmicks, guitarlir og hits på en perlerække.
"Rocken er død". Et, globalt set, latterligt udsagn, men en påstand der i Danmark til tider har virket skræmmende realistisk. Men efter lørdagens brag af en koncert i Forum, blev denne slidte frase, manet effektivt og kontant i jorden. Det sørgede Superheroes, Tim Christensen, Sort Sol, D-A-D, P3, Rock On, GAFFA og 10.000 veloplagte publikummer for. På trods af, at sidste års kommercielle og kunstneriske supernavn, Kashmir havde takket nej til at medvirke, kunne dansk rock fejre sin største triumf, på indendørs grund, nogensinde.
Rock'n'Roll er måske ikke den mest præcise definition af aftenens første band Superheroes. Men bevæbnet med en håndfuld velkomponerede og charmerende synth-pop sange, åbnede det unge orkester fra Skive-egnen festen i Forum på fortræffelig vis. Frontmand og forsanger, Thomas Troelsen er en entertainer i verdensklasse og indtog Forum med største selvfølgelighed. Superhoeros er Danmarks svar på Cardigans, med et tilsvarende potentiale. Må det gå dem vel!
Efterfølgende var guldfuglen Tim Christensen så tilfreds med situationen i Forum at han næsten ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv; og ikke uden grund. Hans sammenspillede band kan virkelig løfte sangene fra debutpladen på en scene, og Tim havde publikum med sig fra start til slut. Når årets danske komposition "Love is a matter" (som forventet) begynder at rulle til foråret, ser fremtiden særdeles lys ud for landets største, musikalske, naturtalent.
Aftenens tredje band, Sort Sol, lagde dramatisk ud med Ghost Rider, og spillede sig den efterfølgende time, igennem et mørkt, fortættet og medrivende sæt, hvor der blev givet prøver fra bandets 90er plader, unikke coverversioner og en enkelt, særdeles lovende, smagsprøve, fra den kommende plade. Jubelen ville ingen ende tage da Steen Jørgensen bebudede "Let Your Fingers Do The Walking" og publikumsresponsen på afslutteren "Nights In White Satin", viste at Sort Sol har gjort Moody Blues klassikeren, til et dansk hit anno år 2000.
Der var fire navne på plakaten, men da D-A-D indtog scenen blev al hierarkisk tvivl udvisket. De efterfølgende 2-3 timer var en lind strøm af fællessang, showgimmicks, guitarlir og hits på en perlerække. Selv i Gasolins velmagtsdage har et dansk band ikke haft bedre fat i publikum end D-A-D. Den berømte prik over i'et, på en historisk dansk rockdag.