DMF kritiserer vilkårene for deltagere i den nye DR-satsning "X-faktor".
DR har det tunge skyts fremme i markedsføringen af næste års store satsning, underholdningsprogrammet "X Faktor", der lægger sig i forlængelse af udsendelser som "Popstars" og "Stjerne for en Aften".
Men Dansk Musikerforbund (DMF) er betænkelig ved de vilkår, der bydes deltagerne - både de, som frasorteres ved de indledende audutions og dem, som går videre i konkurrencen.
Underholdningsredaktør i DRs chefredaktion, Søren Therkselsen, har store forhåbninger til programmet:
"Det bliver rigtig godt fjernsyn, det er jeg sikker på. Helt grundlæggende rummer X Factor simpelthen så mange gode historier, om drømme, om at kæmpe, om at finde viljen til at lykkes og troen på én selv".
Han uddyber navnet "X Factor":
"Vi gør et seriøst forsøg på at finde unikke talenter, som kan leve længe og bidrage med god musik til den danske musikscene. Det er selvfølgelig derfor, vi har valgt tre dommere, som er ekstremt dygtige til at spotte talenter, til at spotte ’x-faktoren’: Det dér udefinérbare, som gør, at en person er helt speciel, når han eller hun træder ind i et rum eller op på en scene. Det handler om at brænde igennem, om at erobre såvel publikum som scenen. ’The X Factor’ er det, der gør forskellen på en dygtig sanger og en reelt langtidsholdbar sangstjerne".
Men DMF er mindre begejstrede. De gør opmærksom på, at deltagere reelt stavnsbindes ved at deltage i talentshowet. ”Det er simpelthen den værste kontrakt, jeg har set i genren, langt værre end ’Popstars’, siger DMF’s Mikael Højris til Berlingske Tidende.
Han fortæller, hvordan selv de unge, der vælges fra efter første audition, ikke kan fortsætte med at udøve deres talent i anden sammenhæng, mens programmet kører og indtil tre måneder efter.
Endnu værre står det til med de, der kommer med i showet. De skal uden løn stå til rådighed for ”spin off”-aktiviteter i op til et år efter programmet, foruden at man skal indgå en pladekontrakt på vilkår og med et pladeselskab, man end ikke kender. Højris tilføjer, at DMF "selvfølgelig tilbyder X-Faktor-deltagere gratis og 100% uafhængig rådgivning om kontrakter".
"X Factor" er, foruden at være en konkurrence mellem de håbefulde popstjerner in spe, samtidig en dyst mellem de tre dommere: Remee (billedet), Thomas Blachman og Lina Rafn - der hver især "sætter deres gode navn på spil i jagten på uforfalsket talent", som DR formulerer det.
De tre erfarne og professionelle musikbranchefolk kæmper for, at netop deres udvalgte sanger eller gruppe skal nå helt til tops i seernes bevidsthed, og senere hen på hitlisterne.