Nyhed

Chris Cornell forlader Audioslave

Den karismatiske sanger vil i stedet satse på en solokarriere

Chris Cornell har netop annonceret, at han den 1. maj udgiver soloalbummet "Carry On". Samtidig har han meddelt, at han forlader Audioslave.

"Grundet uløselige personlige og musikalske konflikter forlader jeg Audioslave på permanent basis. Jeg ønsker de tre andre medlemmer al det bedste i deres fremtidige projekter", siger han.

De tre tidligere RATM-medlemmer Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk står derfor igen uden forsanger, som det var tilfældet, da Zack de la Rocha forlod Rage Against The Machine i 2000.


Det vides ikke, om Audioslave fortsætter med ny forsanger, men Cornells beslutning vil nok skabe grobund for rygterne om RATMs gendannelse. RATM skal til sommer spille, hvad de har hævdet er blot en enkelt koncert, på Coachella-festivalen i USA.

Audioslave, der blev dannet i 2001, har til dato udgivet tre album, senest den meget roste "Revelations" fra sidste år.

Inden dannelsen af Audioslave udsendte Chris Cornell sit første soloalbum "Euphoria Morning", og den tidligere Soundgarden-forsanger er nu klar til at følge op med "Carry On", hvis titel nærmest synes symbolsk.


Steve Lillywhite (U2, Morrissey og mange andre) har produceret albummet, der bl.a. indeholder "You Know My Name" fra den seneste James Bond-film, "Casino Royale".

ANNONCE