Program og nomineringer til det store prisuddelingsshow er offentliggjort
Det store prisuddelingsshow P3 Guld transmitteres direkte på DR2 den 11. januar kl. 21.00. På scenen er blandt andre The Raveonettes, Figurines og Ida Corr, ligesom der er verdenspremiere på The Storms første single.
I modsætning til hovedparten af lignende arrangementer er der strøm på forstærkerne og lyd på mikrofonerne, når bands og kunstnere som Isam B., Turboweekend, Suspekt, Ataf, Ida Corr, Figurines, The Raveonettes, JaConfetti, Burhan G. og ikke mindst The Storm underholder live fra Radiohuset. Det er sidste gang, Radiohuset lægger lokale til showet, der i de kommende år vil finde sted i DR-Byen.
Bag The Storm gemmer sig Pernille Rosendahl (billedet) fra hedengangne Swan Lee og den tidligere bassist i Mew, Johan Wohlert. For første gang kan den danske befolkning høre, hvad konstellationen har rodet med i øvelokalet, når der er urpremiere på deres kommende single ved P3 Guld – live fra Radiohusets Koncertsal.
Det er syvende gang, at P3 Guld giver et bud på lyden af fremtidens danske musik, og i tidens løb har awardshowet været karrierekatalysator for et væld af bands og solister - lige fra Saybia over Tina Dickow til Mikael Simpson.
Og nu er turen så kommet til morgendagens stjerner. Nye navne som Dúné, Figurines, Suspekt og Ane Trolle er i år blandt P3’s bud på kunstnere, der i fremtiden vil levere lydsporet til danskernes hverdag. De er alle nomineret til P3 Prisen, der ud over æren og statuetten indeholder 100.000 kroner, og som sådan er Danmarks største musikpris.
Et vigtigt aspekt ved P3 Guld er, at både nomineringerne og vinderudvælgelse foretages af P3 på et musikfagligt grundlag. Kriteriet er helt overordnet, at musikken skal have et højt niveau inden for sin genre. P3's musikchef, Lars Trillingsgård, siger om dette års nomineringer:
"Det er altid en fornøjelse at finde de nominerede til P3 Guld, men i år har det været en større glæde end længe. Dansk musik bobler af nyt talent i rigtig mange genrer, og det har været svært og hårdt at skære feltet ned til de nominerede. Jeg tror på, at mange af de navne, som publikum kommer til at lære at kende til årets P3 Guld, har potentiale til slå bredt igennem, og det er heldigvis en af P3's fornemmeste opgaver at støtte og skabe morgendagens danske musikstjerner - ikke kun på denne festaften, men hele året rundt i radioen, på nettet og ude på koncertscenerne."
Vært ved showet er Peter Palshøj.
Efter en afstikker til DR1, som vært i underholdningsprogrammet "Førstevælger" er Peter Palshøj atter tilbage på P3, hvor han sammen med sidste års vært Adam Duvå-Hall bestyrer formiddagsprogrammet "Rio Bravo". Det betyder samtidig et comeback, som vært for P3 Guld, og det glæder han sig meget til:
"Efter et års pause er det en stor ære og fornøjelse igen at skulle være vært for P3 Guld. På mange måder er jeg en af showets mange fædre, da jeg har været med lige fra det første show i Falconer Salen for mange år siden. Heldigvis er der sket meget siden dengang, og jeg synes, P3 Guld i dag er det stærkeste og mest oprigtige awardshow herhjemme. Du kan godt kalde mig stolt".
De nominerede til P3 Guld er:
P3 Prisen
P3's fornemmeste pris gives til en solist eller et band, som har imponeret, og som meget vel kan blive dansk musiks næste store stjerne. Derfor giver P3, ud over æren og statuetten, en helt særlig påskønnelse i form af 100.000 kr. P3 Prisen er således Danmarks største rytmiske musikpris.
Dúné
Figurines
Suspekt
Ane Trolle
P3 Kunstneren
P3's hyldest til de største og stærkeste i danske musik. Går til én solist eller et band, som gentagne gange har taget både P3 og Danmark med storm. Og som har gjort det igen i det forløbne års tid.
Tina Dickow
Magtens Korridorer
Nephew
The Raveonettes
Jens Unmack
P3 Gennembruddet
Prisen der stiller skarpt på de nye stjerner, som netop nu fylder øregangene, æteren og tv-skærmene med deres første store hit.
Alphabeat
BliGlad
Trentemøller
Volbeat
P3 Talentet
P3's forventningsfulde skub til dem, der forhåbentlig har taget de første skridt i en lang og spændende karriere. Og som meget vel kan give os næste års kæmpehit.
Choir Of Young Believers
The Floor Is Made Of Lava
JaConfetti
Jøden
Kissaway Trail
Liv Lykke
Turboweekend
P3 Lytterhittet
P3-lytternes suveræne favorit, udvalgt blandt de højest placerede danske numre på hitlisterne. Afgøres ved lytterafstemning mellem følgende nominerede:
Alphabeat: 10.000 Nights Of Thunder
Burhan G: Who Is He?
Dúné: Bloodlines
Ida Corr: Let Me Think About It
KNA Connected: Fibs (Løgn Og Latin)
Magtens Korridorer: Pandora
Natasja: Ildebrand I Byen
Nephew feat. Timbaland: The Way I Are
Private: My Secret Lover
Tina Dickow: On The Run
Torrpedorr: Lommen Fuld Af Guld
Trentemøller: Moan
Turboweekend: Into You
Volbeat: A Garden’s Tale