Nyhed

Kylie Minogue får fornem orden

Prins Charles tildelte sangerinden Order of the British Empire ved ceremoni igår

Fra sæbeopera-stjerne til popkomet, og nu altså kongeligt dekoreret. Ved en ceremoni på Buckingham Palace i går blev den australske popsangerinde tildelt en OBE, Order of the British Empire, for sit musikalske virke. Det skriver Reuters.

"Det er en utroligt stor ære for mig, og får mig til at føle mig både ydmyg og stolt over at blive anerkendt for at udføre et arbejde, jeg elsker så højt", sagde den klejne sangerinde.

Tidligere på året modtog Minogue den fornemme franske udmærkelse "Chevalier dans l'ordre des Arts et Lettres", som tidligere er blevet blandt andre Bob Dylan til del.


Minogue blev et kendt ansigt i den britiske offentlighed, da hun spillede rollen som Charlene i den populære australske tv-serie "Neighbours" i 80'erne.

Hun debuterede musikalsk med "Locomotion" i 1987, og har siden haft en stribe massive, dansevenlige hits, herunder "Spinning Around" og "Can't Get You Out of my Head".

Selvom de færreste forbinder Minogue med tekstligt substantiel sangskrivning, har vennen Nick Cave kaldt hendes "Better the Devil You Know" for en af alle tiders største kærlighedssange.


ANNONCE