Nyhed

Ny arrangementschef til Musikhuset

46-årige Mette Kier skal fra februar tegne den kunstneriske profil for Musikhuset Aarhus

Som tidligere såkaldt "kultur- og eventchef" i MCH, Messecenter Herning Kongrescenter, har Mette Kier haft ansvaret for blandt andet de stort anlagte koncerter med Coldplay, Flaming Lips og Bruce Springsteen i den vestjyske provinsby. Og fra 1. februar skal hun som arrangementschef i Musikhuset Aarhus "arbejde videre med den brede arrangementsprofil, huset har", som det hedder i en pressemeddelelse.

Før hun kom til MCH, var Mette Kier i fire år ansat hos Århus Festuge. Først som presse- og sponsoransvarlig, og de sidste to år som kommunikationschef. I perioden oktober-december 2006 fungerede hun desuden som konstitueret leder, frem til den nye direktør tiltrådte.

"Med Mette Kier får vi en arrangementschef, som er vant til at agere i et levende miljø og samarbejde med mange forskellige aktører – både lokalt, nationalt og internationalt. Dertil kommer, at hun har stor fokus på nye målgrupper, og at hun har et stort netværk i kulturverdenen. Det passer alt sammen ind i den nye arrangementsprofil, vi i øjeblikket arbejder på, så jeg ser meget frem til at byde Mette velkommen ombord", siger Marianne Bedsted, direktør i Musikhuset Aarhus.


Mette Kier er uddannet cand.mag. i Dramaturgi og Æstetik & Kultur fra Århus Universitet. Hun har arbejdet som freelancejournalist og anmelder ved en række aviser og magasiner, og i 1995 blev hun ansat hos TV2 i Odense, hvor hun var frem til 2004. Her har hun blandt andet været projektleder og redaktør i TV2 Interaktiv og arbejdet som indkøber og konsulent i programafdelingen, hvor hun var med til at købe internationale film og fiktionsserier.

I 2006 blev hun bestyrelsesmedlem i FED, Foreningen for festivaler og events i Danmark. Her har hun siden 2008 været formand.

"Et job som det her, kommer kun én gang. Musikhuset Aarhus er et kulturelt kraftcenter, og jeg glæder mig meget til igen at arbejde med mit store netværk i Århus og til at være med til at præge Musikhusets profil fremover", udtaler Mette Kier, som er opvokset i Holstebro og i dag bor i Risskov ved Århus.


 

ANNONCE