Nyhed

Nyt på vej fra Leonard Cohen

Den 76-årige canadier udsender sit første studiealbum i otte år til foråret

Med den kvalitet og lyriske prægnans, der sædvanligvis lægges for dagen, er det let at tilgive, at der de senere år har været langt mellem studieudspillene fra den i dag 76-årige canadier Leonard Cohen. Efter mesterlige The Future (1992) skulle der gå et lille årti, før Cohen atter gav lyd fra sig med Ten New Songs (2001), som i 2004 fik selskab af den trods alt mindre helstøbte og mere skitseagtige Dear Heather (2004).

Og nu er der nyt på vej fra den aldrende digter, der fra 2008 til december 2010 var optaget af en omfattende comebackturné - den første siden 1993 - som også inkluderede fire danske koncerter og iøvrigt er foreviget på hele to liveplader og medfølgende dvd'er; Live in London (2009) og Songs From the Road (2010).

Luftet live

På denne turné luftede Cohen og bandet fire nye og glimrende sange, betitlet henholdsvis "Born in Chains", "Lullaby", "Feels So Good" og "The Darkness", og sidste sommer offentliggjorde Cohen på et internetforum, at fire sange allerede var indspillet til en kommende plade. Om netop "Born in Chains" skrev GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, i forbindelse med Cohens koncert i Odense sidste sommer:

"Et smukt nummer, der med linjer som "I was born in Chains / but I was taken out of Egypt" tilsyneladende er inspireret af Cohens jødiske ophav og giver store forventninger til det album, han ifølge pålidelige kilder arbejder på, når han ikke er på sin lange turné".


"Feels So Good" betegnede hr. Svidt ved samme lejlighed som "(..) et glimrende, blues-orienteret nummer, som viser, at Cohen stadig har et solidt greb om sangskrivningens ædle kunst".

Og nu skulle det altså ligge fast, at den længe ventede udgivelse udkommer til foråret, forlyder det på det seriøse fansite Leonard Cohen Files, hvis administrator har forbindelse til hovedpersonen selv.

ANNONCE