Nyhed

Robert Crumb udgiver sine pladeomslag

Den excentriske tegneseriekunstner har samlet sine musikrelaterede arbejder i ny bog

Han står bag provokerende og stærkt humoristiske tegneserieperler som "Mr. Natural" og "Fritz the Cat", og i '95 blev han portrætteret i dokumentarfilmen "Crumb". Men manden, som i dag er 68 år og har boet små tyve år i sydfransk eksil, har gennem karrieren også lånt sin karakteristiske streg til diverse albumcovers.

Sammen med blandt andre Gilbert Shelton - manden bag serien om "The Fabulous Furry Freak Brothers" - lancerede Crumb sidst i tresserne den såkaldte "Underground Comix"-bevægelse, som med sit satiriske og samfundskritiske sigte vandt stor popularitet hos navnlig den amerikanske hippiebevægelse. Crumbs formentlig bedst kendte albumcover er omslaget til Janis Joplin og Big Brother & The Holding Companys "Cheap Thrills" fra '68 (billedet).

Det blev tegnet over en enkelt nat, efter at Joplins pladeselskab havde afvist bandets eget cover-forslag, og indbragte tegneren 600$. Det var ganske pænt i betragtning af, at mange af Crumbs cover-arbejder gennem tiden er blevet aflønnet med gamle 78'er-plader.

"Janis plejede at komme forbi og ryge pot og tale om tegneserierne. Hun var flink", husker Crumb i et aktuelt interview med Rolling Stone. Her bemærker tegneren - som har afvist flere henvendelser fra store musiknavne - desuden, at han faktisk ikke rigtigt bryder sig om rockmusik: "Hvis jeg manglede penge ville jeg sikkert lave flere. Jeg laver dem ikke til musik, jeg ikke bryder mig om, og jeg kan ikke lide ret meget moderne musik, rock'n'roll".

ANNONCE