Historien om Nirvana – del 6

Bleach

I februar 1989 drog Nirvana af sted på turné til Californien, og ud gennem vinduet på bandbilen spottede Kurt en plakat for aids-forebyggelse med teksten "bleach your works" (rens dine værktøjer, red.), hvorefter han vendte sig om til Krist og Chad og sagde: "Bleach, det bliver titlen på vores album." En i bakspejlet skæbnesvanger reference. Den langtfra stimulansfrie Kurt Cobain havde på dette tidspunkt aldrig prøvet heroin eller haft en sprøjte i armen.

Bandet havde påbegyndt indspilningerne med Jack Endino 24 december 1988 og havde afsluttet den sidste indspilning 24. januar 1989. Endino skrev 30 timer på regningen, der lød på i alt 606,17$. Sub Pop var som så ofte før på fallittens rand, efter en større udgift på nu opløste Green Rivers ep Rehab Doll. Ingen i Nirvana havde den slags penge. Dylan Carson introducerede Kurt til en gammel ven, Jason Everman, som viste sig at have kendt Chad Channing fra 5. klasse. Han havde tidligere spillet med Dylan i flere bands, og havde på det seneste tjent kassen som fisker ved Alaska. Han havde ingen problemer med at låne sin gamle ven 600$, specielt ikke til at finansiere indspilninger, han selv syntes sparkede røv. Everman har i øvrigt til dato ikke fået sine 600$ tilbage. Til gengæld fik han en plads i Nirvana. Kurt havde længe følt, at hans guitarroller, kombineret med hans fysisk betonede optræden og krævende sang, udgjorde et behov for en ekstra guitarist. Som tak for lån blev Jasons navn skrevet på coveret til -Bleach, selvom han ikke spiller en tone på pladen.

Bleach udkom i juni 1989 og var en noget splittet plade, der dels bestod af fire år gammelt materiale, dels af dugfriske sange, og stærkt melodiske numre klods op ad voldsom metal. Kurt beskrev selv Bleach som en blanding af seriøs dybde og klichéer. Men med et album i ryggen åbnede nye muligheder sig for Nirvana, selvom Sub Pop, til Nirvanas store fortrydelse, promoverede albummet minimalt.

Jasons exit

Med Jason Everman i bandet drog kvartetten Nir-vana ud på sin første større USA-turné i deres slidte Dodge-varevogn. Udover baggearet var bagagerummet fyldt med en kasse tur-T-shirts med påskriften "Nirvana: Fudge Packin, Crack Smokin', Satan Wor-shipping Motherfuckers". Turen var planlagt til at vare to måneder og skulle føre bandet rundt over hele USA. Krist og Shelli var igen blevet kærester og havde svært ved at slippe hinanden, og det var samtidig Kurts længste adskillelse fra Tracy.

Bandet havde ingen manager, og Krist havde booket de fleste koncerter. De spillede i klubber over hele landet, for få, men ofte begejstrede mennesker. Turen var så "low budget", at bandet ofte sov i deres bil og aldrig tændte aircondition-anlægget under kørslen for at spare strøm og benzin. Kurt begyndte at blive mere og mere træt af Jason Everman med det lange krøllede hår. Han jagtede damerne, hvilket var stærkt imod Kurts og Krists temmeligt "gammeldags" idelaer – en rigtig musiker spiller for musikken, ikke for damer, fest og sprut. Faktisk holdt Kurt sig relativt stimulansfri på hele turen. Kurt tvivlede samtidigt på Jasons musikalske evner og mente ikke, at hans punkidealer var i orden. Det hele kulminerede, da bandet ankom til New York. En fuld mand erobrede under koncerten scene og en mikrofon. Jason smed ham brutalt ned fra scenen og jagtede ham efterfølgende blandt publikum. Dårlig stil efter Cobains værdiskala, med den konsekvens, at Jason og Nirvana var øjeblikkelig fortid. At Kurts store idoler – og Nirvanas senere tætte venskabsband – Sonic Youth var blandt publikum, gjorde ikke Evermans odds bedre. Men i Kurts velkendte konfliktsky tilgang til problemer fortalte han kun Krist om sin beslutning, hvorefter de to brugte bandets resterende penge på kokain. Jason og Chad fik kun at vide, at resten af turen var aflyst. Efterfølgende kørte bandet hjem til Seattle – en tur på 3.000 km. – ifølge Novoselic uden at mæle et ord til hinanden.

Romantik og konflikter

Kurt og Tracy gav hinanden en varm velkomst. Kurt havde savnet hende langt mere, end han først havde antaget, og en smag af romantik kom tilbage i deres forhold. Men efter to måneder alene havde Tracy sværere ved at leve med Kurts humørsvingninger og totale mangel på rengøring. I en note i august skrev hun til ham, at hun nægtede at bo i "Mughelvede" længere og flyttede igen til en etværelses lejlighed, med tilhørende garage, hvor Kurt reparerede de guitarer, han var begyndt at smadre som en del af Nirvanas sceneoptræden. I samme periode søgte Kurt for første gang lægelig hjælp mod sine tiltagende mavesmerter. Omgangskredsen var overbevist om, at det skyldtes hans dårlige kostvaner. Kurt var syletynd og gik ofte med flere par bukser og sweatre for at camouflere sin spinkle krop. Han spiste dårligt og aldrig grøntsager. Når Krist på tur forsøgte at overtale Kurt til at spise en salat, var svaret: "Jeg nægter at spise noget, der er grønt." Lægens behandling kunne ikke kurere Kurts mere eller mindre perma-nente mavesmerter. Det kunne de op til 20 andre læger/hospitaler – og tilsvarende diagnoser og behandlinger – som Kurt senere konsulterede, heller ikke. I 1991 fandt han for første gang et middel, som kunne lette smerterne, med fatale følger.