Steve Tyler og kumpaner lægger sidste hånd på kommende album i Los Angeles i disse uger
Den legendarisk bredflabede, pilleslugende forsanger i Aerosmith, Steven Tyler og guitarist Joe Perrys had/kærligheds-forhold er velkendt, og også de senere år har hardrock-gruppens fremtid været temmeligt uvis. Som vi kunne rapportere i sommer har bandet ikke desto mindre et nyt album i støbeskeen, og nu ligger det nogenlunde fast, at albummet vil være på gaden til foråret.
Første udspil i otte år
Det bliver første udspil siden bluespladen Honkin' On Bobo fra 2004, men om veteranerne denne gang vil fortsætte afsøgningen af deres musikalske rødder eller måske har et par af de patetiske powerballader, de gennem årene har perfektioneret, i ærmet, er endnu uvist. Bandet har tilbragt de sidste to måneder i studiet i LA., og regner med at lægge sidste hånd på et kommende album i løbet af de kommende uger. Det siger Tyler til Rolling Stone, og tilføjer, at fans kan forvente at albummet rammer butikkerne i marts 2012.
Jam med Jeff Beck
Udmeldingen kom backstage til den just afviklede iHeart Festival i Las Vegas, hvor Tyler optrådte sammen med den navnkundige Yardbirds-guitarist Jeff Beck. Det karismatiske makkerpar trakterede et publikum på 20.000 hoveder med blandt andet coverversioner af Sly & the Family Stones "Thank You (Falletinme Be Mice Elf Agin)" og The Kinks "You Really Got Me". Begge parter var begejstrede for samarbejdet, og Tyler udelukkede ikke fremtidigt samarbejde.
"Hvis det var op til mig, ville jeg sige ja", sagde Tyler, og suppleredes af Beck: "Af hensyn til lyden er store koncerter ikke min ting, men når du har ham (Tyler, red.) med, løfter han opgaven 100 procent. Jeg nød at alle dyrkede det, han havde gang i; det gjorde mit arbejde meget lettere".