Nyhed

Sjældne Elvis-optagelser udgives

Dansk Elvis-ekspert redigerer femdobbelt dokumentation af gennembrudsåret 1956

Man skulle tro, at arkiverne efterhånden var tømt for diverse obskure optagelser med Elvis Presley - men nej. Den danske Elvis-entusiast Ernst Mikael Jørgensen, som blandt andet har udgivet bogen "Elvis: A Life In Music" og redigeret flere cd-bokse med Kongen, har atter haft fingrene i arkiverne og denne gang kompileret en større samling optagelser fra 1956 - året, hvor den 21-årige knægt fra Tupelo, Mississippi, brød ganske eftertrykkeligt igennem med først singlen "Heartbreak Hotel" i januar og senere på året sin første filmrolle i "Love Me Tender" og dens evigtgrønne titelmelodi.

- 1956 var året, der ændrede alt. Det, der skete i '56 var at én kunstner - Elvis - lå nummer et på singlehitlisten halvdelen af året, fortæller Jørgensen til Rolling Stone. Bokssættet inkluderer blandt andet en cd med interviews, foruden en hidtil uudgiven koncertoptagelse fra Shreveprot, Louisiana. Jørgensen kommenterer:

- Du hører Elvis syngene sine hits, men den viser samtidig den dér anden Elvis - den Elvis, der var så forskellig fra pladekunstneren Elvis. Når han er på scenen får han folk til at slappe af. Du kan høre ham gå bananas, når han vrider benene; han laver om på teksterne og gør grin med sin egen sang og måde at tale på.

ANNONCE