Den albumaktuelle australier tager nyt materiale på landevejen i 2013
Efter omfattende aktivitet med Grinderman i 2010 og '11 annoncerede Nick Cave for nylig, at et nyt album med de gamle makkere i The Bad Seeds er lige på trapperne. Det har fået titlen "Push the Sky Away" og udkommer som tidligere rapporteret den 19. februar.
Og nu har den evigt produktive sangskriver, forfatter med mere endvidere annonceret, at bandet i 2013 vil præsentere det nye materiale ved en turné, som indledes i Mexico, fortsætter til Caves hjemland Australien og USA og ender i Europa senere på året.
Turnéen sparkes i gang den 18. februar i Mexico City, hvorefter Cave indleder den australske del af turnéen med tre koncerter i Sydneys Operahus. Mens de australske og amerikanske datoer er offentliggjort, må de europæiske disciple dog vente lidt endnu.
Datoerne for de europæiske koncerter vil blive offentliggjort "i starten af 2013", hedder det på sangerens helt nye hjemmeside. Cave var for få måneder siden aktuel med filmen "Lawless", til hvilken han har skrevet manuskript og stået for soundtracket.