Det britiske fænomen udgiver sit debutalbum i dag. Vi har talt med ham.
– Vent og se i aften, You Need Me But I Don't Need You kan godt vare et kvarter.
GAFFA fik det rødhårede, unge britiske fænomen i tale inden hans optræden ved GAFFA Award showet på Bremen, og man kan roligt sige, at han lagde salen ned, eller rettere fik den op af sæderne. Som eneste artist i løbet af aftenen fik han stående ovationer for sit ekvilibristiske one-man-show, kun bevæbnet med sin lille akustiske guitar og en loop pedal. Først var der den akustiske hitsingle The A Team og efterfølgende en halsbrækkende udgave af signatur-sangen You Need Me But I Don't Need You, hvor han vedvarende speedrapper, så man er ved at tabe pusten og frygter, at tungen er ved at falde ud af munden på manden. Sideløbende kører guitaren og "the human beatbox", som også samples og gengives i loops. Selv om han dengang var mere eller mindre ukendt på vores breddegrader, kvitterede Bremen med aftenens største bifald til det proffe naturtalent af en sangskriver og performer.
Sofavarmeren
Ed Sheerans kombination af klassisk singer songwriter-materiale, hiphop og grime har gjort ham til et glohedt navn hjemme på de britiske breddegrader, men trods sine kun 20 år er han ikke blevet en succes "over night", fortæller han.
– Det er gået stærkt de sidste par år, men for mig er det kommet gradvist. De sidste fire år har jeg turneret konstant, spillet til alle mulige "open mic"-arrangementer, og har helt konkret sovet på folks sofaer hver aften, mens jeg har faret land og rige rundt. Jeg har spillet over 1000 koncerter, har udgivet fem ep'er som independent artist, og selv da mit debutalbum gik nummer et på hitlisten, og da pladen gik platin, sov jeg stadig på min managers sofa. Det er først nu, jeg har fået mit eget sted i London.
Fundamentet
Ed Sheeran har solgt over to millioner enheder i England, og han vurderer, at han har solgt omtrent tre millioner på verdensplan. Debutalbummet er gået dobbelt platin i hjemlandet, alle tre singler er gået top fem, og han har allerede vundet adskillige priser og fået solide anmeldelser. Ikke desto mindre er han fuldstændig rolig og afslappet, da GAFFA møder ham, og på spørgsmålet om hvordan 2011 har været for ham, er svaret det enkle "foundation". Og man må sige, at der er lagt et vist fundament, men Eds ambitioner rækker videre:
– Der er lang vej endnu. Jeg har opfyldt mange af de mål, jeg havde sat for mig selv i England, som at kunne fylde Shepherds Bush Empire og sælge platin, men her i Danmark er der for eksempel ingen, der kender mig. Skal jeg sætte et nyt stort mål, må det være at kunne melde udsolgt i Madison Square Garden, men det kommer nok til at tage fire-fem år, så der skal turneres, udgives og promoveres en hel del, men det har jeg det fint med. Jeg har fødderne godt plantet på jorden og har lært, at jeg skal sørge for ikke at binde mig følelsesmæssigt til ting og mennesker, når jeg er på landevejen, så kan jeg slå følelserne til igen, når jeg er hjemme, det er min måde at overleve på. Jeg har en kæreste, jeg tager ikke stoffer, og lever som sådan ikke op til klichéerne om livet i overhalingsbanen, men det kræver da sit at være så meget af sted, som jeg er, så jeg håber, at jeg får et lille break, inden min næste plade kommer.
Genkendelsen
Hvad tror du der gør, at du har ramt så mange mennesker med din musik?
– Mange har sagt til mig, at jeg siger, hvad de tænker, og at de kan genkende sig selv i min musik og mine tekster. Mit publikum er temmelig ungt, og de kan relatere til mig, selvom der da også er mange ældre som er hoppet med på vognen
Du har allerede inspireret mange, hvad inspirerer dig?
– Det er svært at sige, det skifter fra dag til dag, jeg hører meget hiphop, men det er mest for teksterne. Jeg er inspireret af musik, der kommer fra sjælen, dybest set. Selv prøver jeg på at udtrykke de sindstilstande, jeg befinder mig i i nuet, om det så er glæde, galde eller kærlighed.
En af dem som har erklæret sig som fan er Elton John, hvad betød den anerkendelse?
– Det er lidt noget andet, end hvis det kommer fra din far. Elton er en som kender alt til musikbranchen og har prøvet det hele, så det er noget særligt. Mig om min manager skal til hans julefest i næste uge, det bliver interessant.
Det blev ganske sikkert en celeber fest hos Sir Elton.