Nyhed

Springsteen hyrer Clarence Clemons' nevø

Jake Clemons går i sin afdøde onkels fodspor på Springsteen & the E Street Bands forestående turné

Sidste år mistede The E Street Band sin tilsyneladende uerstattelige saxofonist Clarence Clemons (billedet), hvis fyrige solo, ikke mindst i sange som "Tenth Avenue Freezeout" og "Jungleland", har været en cenral del af bandets lydbillede siden starten af halvfjerdserne. Dødsfaldet  - som kommer efter organist Danny Federicis bortgang i 2008 - gav anledning til spekulationer om bandets fremtid, men siden har Springsteen dog både annonceret nyt album i foråret og en turné som også kommer omkring årets Roskilde Festival. Og nu er der fundet en afløser for "The Big Man", idet nevøen Jake slutter sig til bandet på den kommende turné i kølvandet på det kommende og angiveligt stærkt politiske udspil "Wrecking Ball".

Eller afløser er måske for meget sagt, for som guitarist Steven Van Zandt siger til Rolling Stone:

"Vi diskuterede det meget. Det var hårdt at finde ud af. Men til sidst blev vi enige om, at det ikke vil være muligt at erstatte Clarence og at det ikke ville være fair over for personen (som bliver hyret, red.) at forvente. Så i det her tilfælde vil vi have to saxofoner til at spille hans dele. Og uanset hvem der så spiller saxofon-stykket vil træde frem fra blæsersektionen og så træde tilbage igen.


På den måde fjerner vi presset fra det spotlight, ved at undlade at antyde at han erstatter Clarence, hvilket simpelthen er en umulig opgave. Vi tænkte, at det var en god løsning. Og samtidig bliver det sjovt for mig, for jeg er en blæser-fyr, for så får jeg anledning til at more mig at lægge vægt på vores soul- og R'N'B-rødder på denne her turné. Og så er det jo en bonus, at det på sin vis bliver i familien, i og med at Jake er nevø. Det, tror jeg, hjælper os følelsesmæssigt, og jeg tror også at det måske vil hjælpe publikum følelsesmæssigt; at lave denne overgang ved at holde det indefor familien".

Selv er Van Zandt er selv en ganske travl herre for tiden. Han er aktuel i rollen som eksileret gangster, der som led i et vidnebeskyttelsesprogram slår sine folder i norske Lillehammer. Serien, "Lilyhammer", er blevet en stor succes i Norge og vises for øjeblikket på amerikanske Netflix. En ny sæson er i støbeskeen, men som Van Zandt siger: "Jeg har bare det her lille logistiske problem, der hedder Bruce Springsteen-turnéen". Van Zandt har tidligere givet den som gangster i den eminente tv-serie "Sopranos" med James Gandolfini i hovedrollen.

 


ANNONCE