Mani spillede sit sidste show med bandet nytårsaften og helliger sig nu tjansen i gendannede The Stone Roses
49-årige Gerald Gary "Mani" Mounfield indtrådte i Primal Scream tilbage i '96, da hans gamle band The Stone Roses gik i opløsning. Nu er det gamle orkester imidlertid gendannet, og derfor tog Mani lørdag afsked med Bobby Gillespie og kompagni ved en koncert i Edinburgh. Der blev lagt ud med fire sange fra 1991-udspillet "Screamadelica", og sættet var opdelt i to for at give plads til fyrværkeri og nytårsklokker ved midnat. Det skriver NME.
Mens Primal Scream - nu altså uden Mounfield - arbejder på en opfølger til "Beautiful Future" fra 2008, gør The Stone Roses sig klar til en genforenings-turné, som blandt andet bringer dem forbi sommerens Northside Festival i Århus, svenske Hultsfred og Øya Festival i Norge.
Primal Scream kunne senest opleves herhjemme i august, hvor de gennemspillede hele "Screamadelica" på Vega i København. "Der bliver spillet vidunderlig og medrivende musik, og de 1200 mennesker i Store Vega fester, som var det 1991. Der bliver røget joints (!) og crowdsurfet. Gulvet gynger, og svedlugten bliver påtrængende allerede under andet nummer", rapporterede Vor Udsendte ved den lejlighed.