Nyhed

Mere gammelt nyt fra Amy Winehouse på vej

Den afdøde sangerindes far udtaler at der er efterladt materiale nok til en eller to plader

Sidste sommer døde den blot 27-årige, engelske soulsangerinde Amy Winehouse, og siden er der ikke overraskende udkommet en enkelt plade med efterladte optagelser. "Lioness: Hidden Treasures" udkom tilbage i december 2001, og ifølge GAFFAs Michael Gonzalez var der meget at glæde sig over fra gemmerne: "På trods af tvivlsomme motiver byder denne udgivelse faktisk på ikke så få skjulte skatte fra løvinden", skrev han i sin anmeldelse.

Og nu er der mere på vej, forlyder det fra den afdøde sangerindes far Mitch Winehouse, som i sidste måned udsendte bogen "Amy, My Daughter". Til BBC6 Music udtaler han således:

"Jeg er ikke sikker på, at der er så meget mere, men jeg er sikker på at vi får et album til ud, hvis ikke to. Der er masser af covernumre, bunker af dem, men problemet er at vi ikke vil snyde nogen. Når hendes fans betyder så meget fo os, vil vi ikke sende noget halvdårligt ud".


Tidligere på året afslørede kollegaen Pete Doherty, at hans næste og andet soloalbum vil indeholde flere tekster af Winehouse. Og når rapperen Nas den 17. juli udsender albummet "Life if Good", vil man blandt andet kunne nyde en duet med Winehouse betiitlet "Cherry Wine".

 

ANNONCE