Warda var en af de største sangerinder inden for den arabiske verden. Forleden døde hun og vil for alvor være forbundet med arabisk frihedskamp, samt en stemme helt ud over det sædvanlige
På Tahrir-pladsen i Cairo spiller de rigtigt meget med den klassiske arabiske sangerinde, Warda. Af sangerinderne, der fulgte i kølvandet på den store og uangribelige legende, Umm Khaltoum, var hun en af dem der holdt sig frisk i folks bevidsthed. Bevares, den arabiske verden med fokus på filmstudierne i Cairo og Beirut var befolket med store sangere m/k, og ingen glemmer dem nogensinde, det være sig Fairouz, Nagat El-Seghira, Faiza Ahmed, Magita El Roumi og alle de andre. Alligevel har en for alvor været identisk med først frigørelsen fra koloniherrerne i den pan-arabiske revolution, som præsident Nasser stod for i 1960'erne, og det var Warda. Derfor var det logisk, at lige hun blev symbol på kampen, da de unge samledes på Tahrirpladsen og indledte det, der siden er blevet kaldt Det arabiske forår.
Men forleden holdt den store sangerindes hjerte så op med at slå. I hendes adopterede hjemland ved Nilen, men med lige så stor selvfølgelighed blev hendes legeme fløjet direkte hjem til Algeriet, hvor hun kom fra, selv om hun - hvis vi skal helt ned i detaljen - egentlig var født i Paris i 1939 som datter af to immigranter fra henholdsvis Algeriet og Libanon. Og selvfølgelig blev det til en statsbegravelse med hele pibetøjet og efterfølgende begravelse på El Alia-kirkegården, som er forbeholdt nationens helte.
Warda Al-Jazairia (betyder strengt taget "rosen fra Algeriet") begyndte tidligt at synge, men efter at have indgået ægteskab forbød hendes mand hende at synge, og derefter blev det til en ti års pause, men efter Algeriets store borgerkrig, bad præsidenten hende om at synge igen, og så gjorde Warda som befalet. Hvor efter ægteskabet røg sig en tur. Hun fulgte efterfølgende til Cairo, som var stedet for sangerinder af Wardas kaliber, og her blev hun altså synonym med revolutionen der og blev hyret til at synge de store nationalistiske sange i radioen, i øvrigt sammen med tidens store stjerner som Abdel Halim Hafez og Nagat El-Seghira ("Lille-Nagat"). Det var her hun for alvor blev en superstjerne. Og i Magreb-landene, hvor undertegnede kommer meget, har hun altid været deres helt egen stolthed. En fakkel som Khaled må bære videre i dag og til en vis grad nye magrebinske sangerinder som Marokkos Asmaa El-Mnour.
Så det er en legende, som ikke er mere. En rose der var smukkere end de fleste.
Warda Al-Jazairia 1939-2012. Æret være hendes minde.
