Nyhed

Bob Dylan atter til Europa

Den 70-årige mestersangskriver har annonceret europæiske festivalkoncerter i sommer

At Dylan gør klar til endnu en tur ud på de europæiske landeveje er i sig selv ikke just breaking news; mandens koncertaktivitet de sidste par årtier er legendarisk, og også danske fans har de senere år kunne opleve den i dag 70-årige amerikaner på noget der ligner årlig basis - senest i en dobbeltkoncert med Mark Knopfler i Herning i november 2011.

Men når der nu er tale om en af genrens allervigtigste sangskrivere skal vi herfra ikke undlade at gøre opmærksom på, at Dylan og hans trofaste tourband - inklusive texanske Charlie Sexton på guitar - nu har annonceret koncerter på  henholdsvis britiske Hop Farm Festival ved udgangen af juni og spanske Benicassim den 12.-15. juli. Hertil kommer pålidelige rygter om koncerter i franske Lyon og Bayonne den 18. og 20. juli.

På Hop Farm, som afvikles i Kent en times tids kørsel uden for London, får Dylan selskab af blandt andre Suede og Peter Gabriel & the New Blood Orchestra, mens han på Benicassim deler plakat med blandt andre Florence & the Machine og The Stone Roses.


Sommerens europæiske datoer offentliggøres kort efter, at David Hidalgo fra Los Lobos har fortalt om nylige indpilninger af et kommende studiealbum fra Dylan, som sidst var aktuel med nyt materiale i form af albummet "Together Through Life" fra 2009.

 

ANNONCE