Depeche Mode har været gennem flere omvæltninger end de fleste, men har alligevel gennem tre årtier stået for nyskabende elektropop på højt niveau.
GAFFA fortæller hen over påsken historien om Depeche Mode i anledning af deres nye album "Delta Machine" og koncerten i Parken 13. juni. Læs de tidligere kapitler her.
Åbenbaringer i ærmet
Udgivelsen af Violator blev fulgt op af den massive World Violation Tour, ligesom det kom til store tumulter, da pladen skulle udgives i Los Angeles. Så store var forventningerne efter Music For The Masses og 101, som var udkommet som livealbum.
På verdensplan nåede bandet ikke helt rekorden fra den foregående turné, men til gengæld blev billetterne flået væk til samfulde 88 koncerter på turen. Desværre var Dave Gahan allerede faldet i heroinfælden på et tidspunkt, hvor den øvrige verden var høje på Ecstacy. Ergo lå det ikke lige for at se, at en ven havde problemer. For det kørte jo på alle niveauer.
Til gengæld stødte bandet ind i hverdagen, da de skulle indspille opfølgeren, som fik den særdeles religiøse titel Songs Of Faith & Devotion. Efter referencerne til først nazismen (Music For The Masses) og heavy metal (Violator) var det tid til at vende tilbage til temaet fra dengang, treenigheden var hjemme i Basildon. Eller måske nærmere at gå i rette med det, i hvert fald set fra Martin Gores synspunkt. Med tekster, der mere stillede spørgsmål end omfavnede organiseret religion.
Efter turen til farmen uden for Randers ville de prøve andre himmelstrøg, og Flood havde lige indspillet Achtung Baby! med U2, som sammen med Brian Eno og Daniel Lanois havde slæbt alt udstyr til et fjernt hus og boet under samme tag under indspilningerne. Så de fandt et hus i en forstad til Madrid, hvor Gahan isolerede sig med sin sprøjte, Gore læste engelske tabloidaviser, Fletch var ligeglad, og Flood og Alan Wilder gjorde det, som interesserede dem, nemlig at være i studiet nat og dag. Da pladeselskabsboss Daniel Miller kom ned for at tjekke nogle uger senere, var stemningen på nulpunktet, og intet var blevet gjort. Så først da de havde forlagt residensen til Hamburg, kom der skred i tingene, men skaden var sket. Og på trods af at albummet faktisk blev fremragende og ramte 1. pladsen i 17 lande, og den efterfølgende turné fortsatte den kommercielle optur, så tog Alan Wilder sit gode tøj og forlod Depeche Mode. Som trods en række skiver, der har været ret gode, alligevel ikke siden har været helt det samme.
Men mindre har også kunnet gøre det. Efterfølgeren Ultra var bedre, end man kunne forvente, selv om situationen i Los Angeles, hvor Dave Gahan gennemlevede sit personlige helvede, gjorde, at bandet med Daniel Millers ord "ikke vidste, om de i virkeligheden var i færd med at lave et Martin Gore-soloalbum, fordi de simpelthen ikke vidste, om de stadigvæk havde en sanger".
Men som vi alle ved, så kom Gahan videre, og treenigheden genopfandt sig selv endnu engang, ligesom de i det sidste årti har lavet adskillige fremragende ting, ikke mindst 2005-udgivelsen Playing The Angel, ligesom de over de sidste år har fået endnu en sangskriver i Dave Gahan. Som bandet fremstår anno 2013, synes enden bestemt ikke nær.
Ligesom de hver især har gang i egne kreative tiltag. Alan Wilder har siden Depeche Mode-dagene haft et sideprojekt ved navn Recoil, som har kultsucces og bekender sig til de oprindelige dyder med en gang innovativ elektronisk musik. Ligesom både Martin Gore og Dave Gahan har lavet flere soloplader. Gore har brudt forbandelsen og er flyttet til Californien, hvor man altså kan bo uden at gå i hundene, mens Gahan har fundet ny inspiration i kvinden, der reddede ham i sin tid og bor fast med sin nye familie i New York. Og endelig er Fletch involveret i et band, der er opkaldt efter en Depeche Mode-sang, nemlig Clean, ligesom han er en efterspurgt dj.
Når de da ikke passer jobbet som superstjerner med et orkester, der fortsat her mere end 30 år efter de beskedne dage i Basildon fortsat evner at have et par åbenbaringer oppe i ærmet.
