Vanen tro har GAFFAs samlede anmelderstab kåret årets bedste danske og internationale album. Se resultatet her.
Vanen tro har GAFFAs samlede anmelderstab her ved årets slutning kåret årets bedste udenlandske og danske albums ved hver at stemme på 10 udenlandske album og fem danske album, alle i prioriteret rækkefølge. Stemmerne er så blevet talt op, og det har resulteret i nedenstående liste, hvor veteranerne i Nick Cave & The Bad Seeds (billedet) og album-debuterende Ulige Numre topper henholdsvis den internationale og danske liste med henholdsvis "Push the Sky Away" og "Nu Til Dags". Se en længere version af listen, hvor du kan se, hvad de enkelte skribenter har stemt på.
Se tidligere års toplister her
Hør alle albummene i en meget lang playliste på Spotify
Hør alle albummene i en meget lang playliste på WiMP
UDLAND:
1. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away
(Playground Music / Mute Records )
I stedet for rock og aggression er australieren & hans udskuds 15. album det mest dirrende underspillede i det snart 30-årige bands eksistens. Cave har før skiftet farve. Men modsat f.eks. The Boatman's Call er Push The Sky Away ikke bare smuk, men også konstant nagende og foruroligende – i et meget virkningsfuldt enkelt udtryk, som står glimrende til Caves rå, følsomme/perverse poesi. Cave selv? Synger fremragende. Smukt croonende i taberballaderne, grumt i skæbneberetningerne og tranceagtig fremskridts-rablende i Higgs Boson Blues – eneste sang, der vokser til noget, der ligner rock Ellers er afmåltheden konsekvent. Skævt, besættende – og med stof til masse-genlyt. Så gennemført, at man kun kan nikke anerkendende.
2. Daft Punk: Random Access Memories
(Sony Music / Columbia Records)
I en reaktion mod den nutidige dansemusiks klemte lydbilleder, øjeblikkelige tilfredsstillelser og glaserede virkemidler kaster Daft Punk anker for at give møgungerne en ordentlig omgang "da far var barn". Progressive, eksperimenterende jamsessioner fylder godt ud mellem appellerende hooklines og Nile Rodgers' insisterende funkguitar.
3. David Bowie: The Next Day
(Sony Music / Columbia Records)
Miraklernes tid er ikke forbi endnu. Manden har om nogen altid selv styret karrieren med store og små overraskelser, og gør det nu igen på The Next Day. The Next Day er som et fotoalbum fyldt med snapshots, der samler højdepunkterne fra en enestående musikkarriere og smelter dem sammen til der, hvor Bowie står i dag.
4. Arctic Monkeys: AM
(Playground Music / Domino Records)
På femte album fra Arctic Monkeys er den sidste rest hvalpefedt og letbenethed forsvundet fra den engelske kvartet, der er tungere rockende end nogensinde før. Det betyder lavere tempo og mindre dansegulv. Det er faktisk et mirakel, at bandet formår at skabe et album, der lyder sammenhængende og helstøbt, men det er tilfældet.
5. Arcade Fire: Reflektor
(Universal Music)
Det er som bekendt ikke ambitioner og store armbevægelser, det skorter på hos Arcade Fire, der denne gang har sat sig for at begå et svimlende storværk og med udgangspunkt i en visse steder mere rytme- og beatorienteret æstetik tage favntag med dobbeltalbum-formatet. Der er myriader af gode og uventede indfald at finde på Reflektor.
6. King Krule: 6 Feet Beneath The Moon
(Playground Music / XL Recordings)
Der er fløjlsbløde og grynede teksturer i produktionen, mens Archy Marshall ubekymret shuffler rundt med byggesten fra singer/songwriting, triphop, dupstep, post-punk og 50'er-croon. 6 Feet Beneath The Moon besidder en rød tråd, som danner en smuk ramme om Marshalls dragende stream-of-conscioussness-fortællinger, der allerede i første hug synes himmellangt oppe.
7. Justin Timberlake: The 20 / 20 Experience
(Sony Music)
Mellow er meget betegnende for den nye og længe ventede opfølger til 2006's milepæl FutureSex/LoveSounds. Selv om tredje udspil ikke når samme højder som de to tidligere album, er der lagt kræfter i, og der er masser at komme efter til den villige lytter. Søndagsmusik måske, men af den slow cool slags. Det ses tydeligt, deraf titlen.
8. Justin Timberlake: The 20/20 Experience part 2
(Sony Music)
Man kunne frygte, at denne lynhurtige opfølger bare indeholder de tiloversblevne numre fra forrige album, men det er ikke bare fyldnumre. Der er et skift i Timberlakes udtryk mod det mørkere og mere frække, blandt andet med hjælp fra hans mere vovede venner Drake og Jay-Z.
9. Kanye West: Yeezus
(Universal Music)
Kanye er ikke bleg for at udnævne sig selv til både Jesus og Gud, og når man lytter til den nybagte fars vanvittige og medrivende udskejelser, er det svært at være uenig – i hvert fald, når det kommer til at lave storslåede rap-numre, der transcenderer genrer og er fuldstændig skamløse i forhold til, hvad man kan tillade sig både musikalsk og lyrisk. Alt kan lade sig gøre i Kanyes verden.
10. Savages: Silence Yourself
(Playground Music / Matador Records)
Silence Yourself lyder som indestængt energi, der bare må ud. Det er iltert, indsparkende og djævelsk på samme tid. De desperate skrig fra guitarerne underkaster sig langt hen ad vejen Savages' vilje på en debut, der, hvis ikke den får en til at holde kæft, så i hvert fald får én til at mangle ord.
11. Boards of Canada: Tomorrow's Harvest
(Playground Music / Warp Records)
Duoen er vendt tilbage til en mere dyster, esoterisk fremstilling, der lyder som soundtracket til fremtidens mediedækning af en verden affolket af folkets egen grådighed – og alligevel er der en solopgang på horisonten. Musikkens lyd og udtryk er lige så særegen og uberørt som de sletter, den afbilder.
12. Janelle Monáe: The Electric Lady
(Warner Music / Atlantic Records)
Monáe imponerer mest, når hun lader funken flyde, og trods eksperimenter udi både rock & roll, jazz og serenader snurrer hendes univers stadig om en solid urban soul- og funkmidte. Enten kan Monáe bare ryste dem ud af ærmet, eller også er der virkelig lagt kræfter i, for det er lykkedes at skabe et værk af gennemgående høj musikalsk kvalitet.
13. The National: Trouble Will Find Me
(Playground Music / 4AD)
Trouble Will Find Me er ganske som sine tre seneste forgængere fyldt med gode sange med holdbare meloder, der håndteres til UG af Matt Berningers let mumlende baryton, som pakkes ind i et dragende dystert univers, hvor der er godt med plads til detaljer og nuancer i krogene. Alt i alt forventeligt fremragende sjette udspil fra The National.
14. Sigur Rós: Kveikur
(Playground Music / XL Recordings)
Lidt over et år efter den smukke og selvudslettende Valtari lader bandet jorden ryste under sig som en ægte islandsk vulkan i fuldt udbrud. Sigur Rós har med uhørt stor kunstnerisk overlegenhed sammensmeltet det ambient-agtige lydtapet med en eventyrlig form for postrock af overjordisk skønhed. Absolut et af årets højdepunkter.
15. Pearl Jam: Lightening Bolt
(Universal Music / Monkey Wrench)
Pearl Jams tiende studiealbum har passende har fået titlen Lightning Bolt, idet det vitterligt er en absolut både blændende smuk og eksplosivt overrumplende omgang, den garvede kvintet her tænder op under. Et eminent og massivt album, der viser, at der bestemt stadig er både liv og glødende gnist i Pearl Jam anno 2013.
16. My Bloody Valentine: M B V
(Eget selskab)
M B V er ikke et overrumplende og stilskabende storværk som forgængeren Loveless, men som at få besøg fra en kær gammel og længe bortrejst ven, der ikke har forandret sig markant i de mellemliggende år. Gamle fans vil formodentlig elske M B V, mens nye lyttere bør begynde med debutalbummet Isn't Anything og arbejde sig langsomt hen mod My Bloody Valentine anno 2013.
17. Queens of the Stone Age: …Like Clockwork
(Playground Music / Matador Records)
Når man tager hul på gruppens sjette album, og sangen Keep Your Eyes Peeled møder en, er det tydeligt, at der er tale om et noget anderledes album …Like Clockwork har nogle ubestridte kvaliteter, blandt andet at det har sin helt egen aura.
18. Rizzle Kicks: Roaring 20s
(Universal Music / Island Records)
De to britiske gutter i Rizzle Kicks har fat i noget. Albummet er ikke spor larmende, men derimod meget livsbekræftende og, undskyld det oldnordiske udtryk, fuld af pep. Det er kækt uden at være plat, og der er sjove betragtninger og kommentarer, som leveres med overbevisning. Musikken er lækkert skruet sammen og rummer både funky beats, latinblæsere og groovy scratch.
19. Phosphorescent: Muchacho
(Dead Oceans)
De stærke stunder står i kø på Muchacho, der selv i de mest tyste passager lever og ånder på mest vitale vis, og som derved aldrig keder det fjerneste. Tre år skulle vi vente, men det var til fulde det hele værd.
20. Håkan Hellström: Det Kommer Aldrig Va Över För Mig
(Universal Music)
Hvis der er nogen, som kan synge til og fra hjertet, så er det svenske Håkan Hellstöm, der har et strejf af evig ungdom over sin insisterende vokal. Og den arv forvalter han stadig flot på sit syvende album, der søger tilbage til 80'ernes musikscenes flygtige og indestængte energi.
21. Ásgeir Trausti: Dyro i Dauoabögn
(One Little Indian)
I hjemlandet har man taget usædvanligt godt imod islandske Ásgeir Trausti. Man forstår begejstringen, for den blot 20-årige sanger/sangskriver har begået et overdådigt værk, der blander puslende elektronika med fingerspillede guitarer og skiftevis diskret hvislende og storladent betagende blæsere.
22. Darkside: Psychic
(Playground Music / Matador Records)
Det døsige, 11 minutter lange åbningsnummer Golden Arrow tager sig ekstraordinært god tid med sin prog-rockede, orgel- og støj-drevne intro, mens avantgarde-celloakkorder bryder lydtågen i ny og næ. Kun funk'en i Harringtons guitar-figurer holder albummet fra at blive et regulært psykedelisk rock-trip, mens det sløve beat på alle fire taktslag holder hele herligheden på sin vuggende kurs.
23. Foals: Holy Fire
(Warner Music / Transgressive)
I hænderne på producerprofilerne Flood og Alan Moulder har engelske Foals færdiggjort deres tredje album. Allerede fra Prelude åbner og går over i Inhaler, fornemmer man, at der er kommet en skarpere kant til bandets lyd. Man kan stadig fange de melodiøse og lette toner, men mere fremtrædende guitar og trommer giver en mere rocket stemning.
24. Vampire Weekend: Modern Vampires of the City
(Playground Music / XL Recordings)
"I'm not excited, but should I be?" lyder det på Unbelievers, løftet fra tredje udspil fra de blod- og trendsugende Brooklyn-drenge. Og hvis man er fan af bandets lette og legesyge indierock, kan man sagtens tillade sig at være spændt og forventningsfuld. Produktion og lyd er i top, og som indie-kalorier er det spot on.
25. Mazzy Star: Seasons of Your Day (Target Distribution / Rhymes Of An Hour)
Duoen har tydeligvis ikke brugt de mange år på at udforske nye områder af musiklandskabet. I stedet gør de fortsat, hvad de er bedst til, med Hope Sandovals lavmælte, smukt sukkende, sine steder næsten hviskende stemmeføring i front for en række langsomme, dybt melankolske og meget stærke sange.
26. Haim: Days Are Gone
(Universal Music / Polydor Records)
Haim mestrer på debutalbummet Days Are Gone en ret enestående blanding af Fleetwood Mac-inspireret rock, 80'er-synthpop og 90'er-r&b, der fletter sig ind og ud ad hinanden og serveres i en poleret og strømlinet indpakning stort set uden ridser, men dog med behørige kanter hist og her.
27. James Blake: Overgrown
(Universal Music / A&M Records)
Teksterne kredser som små aforismer om emnerne identitet og dannelse og viser en reflekterende Blake mærket af fire års stormsucces og i fuld flugt fra de kasser, vi (medierne) har bygget omkring ham. Fællesnævneren for hans udgivelser var aldrig dubstep, men minimalisme.
28. Tim Hecker: Virgins
(Cranky / Cosmos Music)
Mandens kulsorte og dommedags-dundrende elektroniske eksperimenter, der ofte er søbet ind i udflydende ambiente former, og som også traditionelt dyrker en betydelig grad af minimalisme, lives således denne gang op af træblæsere, klaverer og synthesizere, som til sammen er med til at skabe et for Hecker usædvanligt organisk og dechifrerbart udtryk
29. Jon Hopkins: Immunity
(Playground Music / Domino Records)
Det er en af de plader, man lytter til med lukkede øjne, uanset hvor mange, som kigger på. Et så modent og fremsynet kompendium af klavermusik og sprød techno gik hen og blev en af årets mest interessante elektroniske udgivelser.
30. Laura Mvula: Sing To The Moon
(Sony Music / RCA Victor)
Den første single Green Garden er klart det mest festlige på albummet, som ellers mest er præget af spirituel skønsang og eftertænksomme poetiske tekster. Musikken er for det meste drømmende flader og englekor, med Mvulas smukke stemme i front. Laura Mvula er noget for sig selv og et velkomment afbræk fra metervaremusikken.
INDLAND:
1. Ulige Numre: Nu Til Dags
(A:larm Music)
Anført af sanger/sangskriver/guitarist Carl Emil Petersen lægges der for med den både guitarhuggende og blæser-pompøse Ingen Vinder, der bare oser af bandets velkendte hang til eftertænksom melankoli. Herefter skrues der op for tempoet med den 70'er-rockende Højeste Huse, der blotlægger gruppens flair for det simpelt medrivende, inden det gælder den længselsfulde og effekt-rislende singleforløber Blå, der viser Petersen fra mandens stærkeste side rent vokalmæssigt – det er en flot og passioneret præstation. Åbenlyse Grunde er en perle af de mest gribende, og også den beskidt pågående Bare En Lille Smule er en veloplagt sag med masser af glimt i øjet, lige som den blæserbårne Plastikdrøm er en skøn omgang "ud over stepperne". Ulige Numre har i dén grad håndværket i orden, og melodierne sidder i skabet.
2. Quadron: Avalanche
(Sony Music)
Robin Hannibal har generelt en evne til at skabe helt igennem organiske vævninger, som lyder lige så meget af Fender Rhodes og mælkekasse på et gadehjørne i Memphis, som det lyder af myrekneppet, nordisk-elektronisk programmering. Men pladen handler først og fremmest om sange, inden den handler om sound.
3. Allan Olsen: Jøwt
(Zoobaba)
Undervejs namedroppes der småbyer på størrelse med huller i vejen, der ellers aldrig havde fundet vej til en bette popsang, og hele denne hjemstavnshyldest er en underspillet og underfundig kærlighedserklæring til det ophav, der har formet manden, som rejste derfra. For du kan rejse, men aldrig flygte fra, hvem du er.
4. Agnes Obel: Aventine
(Target Distribution / PIAS)
Allieret med Mika Posen på violin og viola, Anne Müller på cello og Robert Kondorossi på guitar har Obel sat sig for at udforske mulighederne i at lade disse strengeinstrumenter komme til fadet - trækket har den effekt, at kvindens musikalske univers har fået en anden tyngde og fylde, som bestemt både klæder og løfter det samlede udtryk.
5. When Saints Go Machine: Infinity Pool
(Parlophone Music)
Der er rå og mørkere elementer spredt ud over pladen, men generelt vender resten af albummet fokus mod den mere dybfølte og eksperimenterende, svævende tilgang, som de søsatte med Konkylie. En stil, der leder tankerne i retning af Antony Hegarty (Antony and the Johnsons) tilsat et elektronisk kreativt præg som James Blake.
6. De Efterladte: Alvorsord Og Etagevask
(Target Distribution / Melodika)
Musikalsk har duoen fravalgt bas og trommer i forhold til debuten Traditionen Tro. Og med multiinstrumentalisten Michael Lund som melodisk omdrejningspunkt rammer De Efterladte et tæt og prægnant udtryk, der får Peter H. Olesens sangtil at stå som et knejsende tårn. Der er støj på linjen, lyder det. Kald det gerne en velkommen og nødvendig forstyrrelse.
7. Peter Sommer: Alt Forladt
(Sony Music)
Der var allerede taget tilløb til et skridt i den elektroniske retning med De Eneste To, og med hjerteskærende – men skønne – Alt Forladt har Peter Sommer begivet sig ud på en decideret følelsesmæssig maraton svøbt i elektronika – mesterligt orkestreret af Stefan Kvamm. En modig, stærk og helstøbt plade, der sidder i kroppen længe efter endt afspilning.
8. Rhye: Woman
(Innovative Leisure)
Sangene ligger på en poppet, repetitiv bund med kærlighed for det enkelte instruments muligheder og magt og fylde til den suveræne dyneomkransende, bløde stemme. Det rammer dybt og skaber gode rammer for at opleve duoen til en intimkoncert. Fortrinligt.
9. Hymns From Nineveh: Visions
(Parlophone Music)
Hvis man havde forventet et album i stil med de mere akustiske og folk-influerede forgængere fra Hymns From Nineveh, får man sig en overraskelse, når Visions ryger på afspilleren. Her er nemlig tale om et fuldblods popalbum, der flot favnende breder sig fra det mørkt melankolske til decideret himmelflugt i en helstøbt musikalsk erkendelsesrejse.
10. Trentemøller: Lost
(A:larm Music / Poker Flat Recordings)
På trods af noir-stemningen bliver albummet aldrig trøstesløst, og heri ligger den egentlige genistreg. Opløftende sangskrivning, bedrøvede kærlighedserklæringer og instrumentale flydere i lige dele viser en mesterlig evne til at spille på flere heste uden nogensinde at sætte sig mellem to.
Se en længere version af listen, hvor du kan se, hvad de enkelte skribenter har stemt på
Hør alle albummene i en meget lang playliste på Spotify
