Uhellig treenighed fra Basildon – del 1 af 5

GAFFA fortæller hen over påsken historien om Depeche Mode i anledning af deres nye album "Delta Machine" og koncerten i Parken 13. juni.

Det er mod alle odds, at Depeche Mode går på scenen i Parken til juni. Anført af en forsanger, der faktisk allerede flere gange havde taget sæde i båden på legendernes flod, Acheron. Havde taget billetten og indgået aftalen med færgemanden Charon om at blive sejlet det sidste stykke over til dødsriget, som endnu et smukt lig i et syndefald fra rockens tinder.

I samfulde to minutter var Dave Gahans hjerte holdt op med at slå. Års uvirkelig vandretur på the wild side i Englenes by syntes afsluttet forudsigeligt. Kort tid efter at han havde skåret sig i begge håndled i, hvad han siden betegnede som et drastisk råb om hjælp.

Hjemme i England havde han resterne af sit band, notoriske for at være knudemænd uden evnen til at udføre den simple bevægelse at række hånden ud og hjælpe, eller rose den, der roses bør. De havde lige mistet deres mestermusiker, som fik nok af at bære det meste af byrden først på en umulig indspilning, og siden på en udmarvende turné over hele verden, hvor publikum var overvældet, musikken fantastisk og musikerne tømte for lyst til at ses lige så snart tæppet var faldet. Alan Wilders bedste ven i det band var Dave Gahan, men sangeren gav den i rollen som Spielbergs ET, hvor den berømte opfordring "ET, phone home!" blev besvaret af en rungende tavshed, som fra en spacekadet hinsides Mælkevejen. For der var altså ingen hjemme ovre i den selvmedlidende intethed på solsiden i Los Angeles.

Og set i retrospekt var det en større katastrofe, da Alan Wilder fik nok af det surrealistiske show og forlod Depeche Mode efter turnéen. I årevis havde han været den bærende kraft i studiet, når Martin Gores hjemmestudieoptagelser skulle spilles i mål, for Andy Fletcher har alle dage været meget lidt bevendt som musiker med sin berygtede enfingerteknik på keyboardet – et levn fra de tidlige dages monofoniske synthesizere, hvor man kunne spille en tone ad gangen – som er på et niveau, så selv Prinsesse Toben ville være en uoverstigelig opgave. Hans evne lå simpelthen i, at han var utrolig god til at se, når de andre havde nået et udtryk, der holdt. Til at sige stop, når nørderne havde viklet sig for langt ind i mikserpulten. Samt at være den manager, ildsjæl og talsmand, som, netop fordi han var del af bandet, sørgede for, at musketer-eden fra ungdommen i Basildon gjaldt til evig tid.

I Californien udlevede Dave Gahan sin californiske rockstjernedrøm, hvor han som en anden Michael Hutchence havde den rette længde hår og skægget trimmet i fiskefjæsstil med det slørede blik stift rettet ud mod Joshua Tree-nationalparken som en efterligning af et U2-tema på eventyr i Anton Corbijns magiske verden i monochrome. Han ville hænge ud på den nye alternative scene, hvor især Jane's Addiction og det miljø, der blev til den omrejsende festival Lollapalooza, hvor hans daværende kone, Teresa, arbejdede, blev den nye inspiration, mens han gled stedse længere ind i sin rodløse afhængighed omgivet af ja-sigere og dealere. Ligesom Teresa, der selv var junkie, og som – da han havde skåret sine håndled til blods og endelig tog på sin første afvænning – beviste, at der ingen plads er for de romantiske i junkieland og nægtede at gå på afvænning. Og i det selskab var den yderligere deroute kun et spørgsmål om timer.

Han ændrede drastisk udseende i de år. Fra at have været enhver svigermors drøm tabte han sig markant. Onde tunger hævder, at han læste en bog om Keith Richards, og at det i det næste stykke tid var "Keef, man, han er the real thing!", og at vejen ned til tatovøren derefter lå lige for. Basildon-slængets reaktion, da de så ham vel tilbage i England på fransk visit, var typisk. De noterede sig, at deres forsanger var begyndt at bruge amerikanske ord i den sydengelske accent, mens Martin Gore siden har udtalt, at han nok skulle have lagt mærke til, hvor påvirket hans gamle kollega var i de år. Gahans job var at synge, og det gjorde han stadig til perfektion, ligesom han vigtigst af alt formåede at holde stilen til koncerterne, hvor det altid var ham, der trak det store læs – når altså Alan Wilder havde præpareret de to maskiner med playback, så de præindspillede bånd kunne aflevere den perfekte lyd ud over scenekanten.

Så da Alan Wilder trak stikket ud, noterede de andre sig det, og det var så det. Der var længe til næste plade og turné, og de havde så mange andre gøremål, ligesom det kun var "Fletch" og Gore, der var hjemme, og de ville per definition ikke sige noget. Mens Dave Gahan, som er en flink fyr og altid havde haft et fint samarbejde med Wilder, igen var forsvundet i Tinseltowns labyrinter og hverken svarede på telefonen, så fjernsyn eller så de faxer, som den nu tidligere kollega havde afsendt.

I interviews, som Andy Fletcher siden har givet, udtrykker han, at de hele tiden frygtede at få en langt mere definitiv besked, nemlig at de for altid ville stå uden deres forsanger, fordi denne endelig havde dummet sig afgørende og taget billetten, og derfor var Wilders afgang nærmest som en storm i et glas vand i sammenligning. Ligesom de jo huskede, hvordan de havde overlevet, dengang Vince Clarkes afgang efter alle solemærker at dømme var enden på det hele, eftersom han både leverede de første sange og var den dominerende musikalske kraft, hvilket Alan Wilder alle sine kvaliteter til trods ikke var.

Andy Fletchers frygt viste sig som bekendt at være mere end velbegrundet. Da David Gahan tog sin næsten-fatale "speedball" – en cocktail af amfetamin og heroin – og var klinisk død i flere minutter, var eneste redning, at han gudskelov havde fået smidt sin junkiekone ud med badevandet og fundet en ny i Jennifer, som han stadig er gift med.

Den oplevelse blev hans wake-up call, og bortset fra sidste år, hvor han kollapsede i sit hotelværelse under den igangværende turné og følgende fik konstateret en ondartet kræftknude i blæren – som blev fjernet efterfølgende – har han de sidste 15 år været rask og frisk.

Fortsættes i morgen