Depeche Mode har været gennem flere omvæltninger end de fleste, men har alligevel gennem tre årtier stået for nyskabende elektropop på højt niveau.
GAFFA fortæller hen over påsken historien om Depeche Mode i anledning af deres nye album "Delta Machine" og koncerten i Parken 13. juni. Læs de tidligere kapitler her.
Bibelsvingere
Umiddelbart siger navnet Basildon sikkert intet i hovederne på de fleste, der hører det. Og vi taler da også om, hvad der må betegnes som en af de satellitbyer, som skød op uden for London i efterkrigsårene. Følg nordsiden af Thames-floden i nordøstlig retning mod Colchester, og du finder den kraftigt voksende by med dens endeløse boligblokke. Her er de fleste tilflyttere, og sådan var det, da vennerne Vincent "Vince" Clarke, Andrew (Andy) "Fletch" Fletcher og Martin Gore voksede op i 1960'erne i et miljø, som var præget af rodløshed. Som Fletch siden har sagt det:
"Basildon var et kedeligt sted. Du havde to alternativer: Enten stjal du biler, eller også gik du i kirke!"
Fletch var tidligt ven med Vince Clarke, og sammen kom de med i Boys Brigade, som er noget i stil med KFUM-spejdere. Her var religionen virkeligt i centrum, og selvom det også havde karakter af fritidsklub, blev de to drenge med tiden mere end begejstrede bibelsvingere, der var på gaderne og omvende andre unge, ligesom de hvert år, fra de var 11 til 18 år, ville tage på kristen sommerlejr. Men i takt med at de blev ældre, kunne de ikke undgå at blive påvirkede af musik, og i Vince Clarkes tilfælde var det et orkester med synthesizere og især rytmeboks i centrum og det mytiske navn Orchestral Maneuvres In The Dark, som blev den store musikalske åbenbaring. Mens den helt afgørende øjeåbner var Gary Numan, som helt, fuldt og ganske modigt sagde rockverdenen imod og satsede på synthesizeren som hovedinstrument. Ligesom de tidligt fik gang i det første orkester, hvor Fletch spillede bas. Efter sigende det eneste instrument, han nogensinde har bare kunnet spille bare nogenlunde på. Men det var synthesizeren, som var løsenet. Som Fletch siden har sagt det:
"Vi voksede op i 1970'erne, og i hele den bølge med folk som Rick Wakeman fra Yes var en synthesizer en meget dyr investering. Men pludselig kom der nogle helt andre monofoniske synthesizere på markedet, og de kostede bare 150 pund. Efter år med guitaren, hvor du skulle have forstærker til, var det ren punketik at købe en maskine, der havde de mest syrede lyde, og som du kunne tage med i toget, samt slutte direkte til PA-anlægget".
Martin Gore var knap så religiøs, selv om han ville komme i samme metodistkirke som de to andre, dog mest for at jamme. Han var en forfærdeligt genert knægt, som tidligt havde lært at spille på guitar, og for at kompensere for sine manglende evner for kommunikation, plejede han at drikke sig standerstiv. Det var sådan, de mødtes, da de så deres kommende sangskriver faldet sammen i en busk. Men hans smag var afgjort glamrock. Og mens de to andre med tiden udviklede en passion for især The Cure, var Gores tidlige idol Gary Glitter, samt siden David Bowie og efterfølgende hele bølgen af såkaldte New Romantics. Samt, måske vigtigst af alle, det tyske band Kraftwerk, som med Autobahn allerede i 1974 havde vist, at man kunne hitte med en musik, som ellers umiddelbart var totalt niche.
I det hele taget var det i Tyskland, at de store elektroniske landevindinger fandt sted, og 1970'ernes engelske progrock-publikum havde været særdeles lydhøre over for bands som især Edgar Froeses Tangerine Dream og i mindre grad eksempelvis Amon Düül II og Popol Vuh. De fik mange efterlignere, og især de engelske orkestre The Human League og aflæggeren Heaven 17 var endda meget vigtige forbilleder for de kommende Depeche Mode. Som Martin Gore har sagt det:
"Efter punken følte vi, at musikken ikke skulle vende tilbage til det klassiske rockformat. Det skulle skubbes fremad, og elektronisk musik var for os vejen fremad".
Men der skulle lige en sidste detalje til, inden bandet for alvor kunne komme videre. Det skete i forbindelse med det første gig, da en anden Basildon-dreng tilfældigvis var til stede, for at lave lyd for et af de andre bands, der skulle spille den aften. Han gik nemlig med til at jamme, og sang for på en version af Bowies Heroes. Og han skulle ikke fremvise særligt meget af sin baryton, før Clarke, Gore og Fletch vidste, at i den kønne knægt med de brune øjne havde de fundet deres forsanger.
Håndslag med Mute
David Gahan – eller Dave, som han siden er blevet kaldt – var allerede længere fremme i udviklingen end de tre nørder fra den religiøse søndagsskole. Han så godt ud, havde en kæreste, der selv var frisk, og de ville valfarte ind til Londons spillesteder og se alle tidens store orkestre.
Når man er født i 1962, var progrocken passé, og de nye bands befandt sig et sted mellem prog og punk, nemlig i en bølge, der dyrkede poppet lyd, hvor rester af glam og tidlig punk var en del af udtrykket. Altså Sweet, Slade, Suzi Quatro, Adam & The Ants og så videre, samt i Gahans tilfælde siden The Clash og især The Damned. Man levede for Top Of The Pops på tv hver torsdag, ligesom de fleste knægte i Basildon læste Smash Hits, som sjovt nok blandt sine indflydelsesrige skribenter havde Neil Tennant, som siden skulle blive den ene halvdel af duoen Pet Shop Boys. Dave Gahan var fra den "fine" side af Basildon, men var også lidt af en rod, der havde sin gang som ung knægt i Malcolm McLarens butik Sex, det berømte mødested for punkere på King's Road, samt arbejdede som vinduesdekoratør. Faktisk jobbet, som sikrede det nye orkester et navn.
Franske Dépêche Mode var et modeblad, og det passede perfekt ind i en rolle, der havde en duft af noget glamourøst og samtidig noget, ingen i Basildon kunne referere til. De skulle også have et pladeselskab, og skæbnen ville, at Vince Clarke og Dave Gahan brugte en dag på at besøge 12 forskellige selskaber, hvoraf Rough Trade blev det sidste. Her blev svaret også et høfligt nej, men tilfældigvis befandt Daniel Miller sig i lokalet, og han havde lige startet sit eget label for skæv musik. Her ville han forsøge at lancere sin egen musik som et imaginært band, ligesom han arbejdede med en kunstner, som hed Fad Gadget. Og selv om han i første omgang sagde nej til Depeche Mode, så han dem alligevel snart efter live – til en koncert i oktober 1980 på The Bridge House i Londons Canning Town – og så tog han den store beslutning. Starten på et samarbejde, som er berømt ikke mindst for, at et simpelt håndslag beseglede aftalen, som først blev skrevet ned mange år senere, samt at musikerne ikke siden har følt behov for at tage andre steder hen. Mute Records var simpelthen en realitet, Daniel Miller var familie per definition, og selskabet har siden også været hjemsted for kunstnere som Nick Cave, blandt mange andre, inklusive Vince Clarkes forskellige projekter.
Med Vince Clarke som primus motor havde bandet allerede et sæt passable numre, og i første omgang udkom de på en compilation, der selvfølgelig i dag er total kult. Den hedder Some Bizarre Album og udkom på pladeselskabet Some Bizarre Records, drevet af ildsjælen Stevo. De var dog allerede ved at indspille debuten, som kom i 1981 og fik titlen Speak & Spell.
Depeche Mode hittede allerede med denne plade, hvor åbneren New Life røg højt op på den engelske hitliste efterfulgt af Just Can't Get Enough, som ramte 8. pladsen, og som stadig i dag er fast del af repertoiret til koncerter. Da også albummet gik ind på en 10. plads og holdt sig på listen i 32 uger, var drengene fra Basildon gået fra at være totalt ukendte og med job ved siden af, til at kunne koncentrere sig om at være musikere på fuld tid. Desuden fik Daniel Miller kontakt til Sire, et af de toneangivende amerikanske labels, der blandt andet havde Talking Heads i stalden. Deres præsident Seymour Stein kom over i egen høje person for at se det nye band, og han kunne lide, hvad han så. I en grad, at med Sire til at styre tingene i Guds eget land blev det stedet, hvor Depeche Mode siden skulle få det afgørende gennembrud, fordi de passede ind hos det amerikanske publikum, mens de i England efter det første album for evigt syntes parkeret som et synthpop-band i en tidslomme hos de vanetænkende anmeldere. Som Fletch sagde det i forbindelse med den første korte USA-turné:
"Det er virkelig underligt. I USA bliver vi set som trendy, og her kommer alle slags kunstnere backstage efter koncerterne, mens det hjemme i England er de unge piger".
Desværre ventede den første katastrofe lige om hjørnet. For umiddelbart efter udgivelsen fortalte Vince Clarke sine gamle venner, at nu var det slut. I forbindelse med udgivelsen var de konstant ude og promovere musikken, og Vince Clarke viste sig at være meget lidt interesseret i at være popstjerne. Den ferme sangskriver trak sig dog langtfra. Han havde udsigt til et nyt projekt med en spændende bluessangerinde Alison Moyet, som ligeledes stammede fra Basildon, og som havde gået i samme skole som Fletch. Det blev til de succesrige Yazoo, samt efterfølgende til Erasure, en duo med den særdeles ekstroverte Andy Bell.
Så drengene slikkede sårene, og de tillod sig oven i købet den luksus at takke nej til en sidste komposition fra Clarkes hånd – med hvilken han prompte scorede en 2. plads på den engelske hitliste med sit nye band, Yazoo. Tilbage i Depeche Mode måtte de tiloversblevne tre høre på alle forudsigelserne om, at det var synd, at det nu var slut.
De havde ikke taget højde for Martin Gore.
Fortsættes i morgen