Uhellig treenighed fra Basildon – del 3 af 5

GAFFA fortæller hen over påsken historien om Depeche Mode i anledning af deres nye album "Delta Machine" og koncerten i Parken 13. juni. Læs de tidligere kapitler her.

Industriel revolution

Umiddelbart fandt bandet ikke en afløser for Vince Clarke, men besluttede sig i det mindste udadtil at køre videre med Gore, Fletch og Gahan. Men man hyrede en hjælp til koncerterne, nemlig den 22-årige Alan Wilder.

Wilder var en særdeles ferm keyboardspiller, der både var klassisk uddannet pianist og havde betydelig studieerfaring trods sine bare 22 år, men på den kommende plade, som fik titlen A Broken Frame, fik han besked om, at hans medvirken i studiet ikke var nødvendig. Og meget mod de umiddelbare forventninger fortsatte Depeche Mode deres opstigning med de første singler, som klarede sig bedre end de ting, som Vince Clarke havde skrevet. Musikken på hits som See You og Leave In Silence var måske med vor tids øjne en gang håbløst afdanket og fesen synthpop, hvor Gore havde opgraderet maskinparken og købt en tysk Wave-synth, som en anden pioner, Thomas Dolby, også brugte, mens det stadig var den mest minimalistiske rytmeboks, der markerede rytmen. Live ville de stille op med tre synthesizere, mens en firespors spolebåndoptager vil køre backingtracket, og så var det op til Dave Gahan og lysmanden at skabe det visuelle.

Selv om A Broken Frame ikke betød, at bandet faldt sammen for foden af det altid frygtede andet album, og de sågar kom til USA og lave en skrækkelig debut frisk inde med flyet fra Top Of The Pops i London, så var der helt andre ting i vente med det følgende album. For på Construction Time Again kom der for alvor gang i det, der skulle blive Depeche Modes varemærke i de næste år, nemlig deres højest personlige samplinger, udført på de nye brillante samplerkeyboards Emulator og Synclavier, som den nye troldmand på tangenterne introducerede. Her var der rigeligt med inspiration at hente fra bands som de tyske Einstürzende Neubauten, som snart ville udkomme på først Some Bizarre Records og siden på Mute. Så ligesom med de tyske pionerer var det ud med den transportable båndoptager på lossepladser, hvor drengene ville slå på alskens metalskrammel, som de kunne bruge til at give deres beats en lyd, som var helt forskellig fra de lyde, der lå inde i synthesizerne. Det blev simpelthen mottoet aldrig at bruge den samme lyd eller effekt to gange. Ligesom de efter endt indspilning ville tage ned til Berlins Hansa-studie "by The Wall", som det hed sig i England, efter David Bowie og Iggy Pop havde haft deres storhedstid i det velassorterede studie i midten af halvfjerdserne på plader som Bowies Heroes og Iggy Pops The Idiot.

Construction Time Again blev en landevinding med hits som Everything Counts, hvor en mere pågående lyd tilsat de metalliske effekter, samt en stedse mere sikker Gahan på vokaler, skabte et album, som var lysår bedre end den lidt usikre forgænger. Ligesom opholdet i byen, der på den tid var en underlig klaustrofobisk og kapitalistisk enklave midt i det kommunistiske DDR, betød, at Martin Gore forlod England og slog sig ned i byen et par år. Og effekten var slående, som man også kunne konstatere i takt med, at bandets nye faste komponist fik opgraderet niveauet, ligesom han begyndte at skeje ud med udseendet, hvor tøjet gik over i det androgyne med et seriøst strejf af s/m tilsat. Dertil var bandet i stor hast ved at få en stor og vedvarende fanbase i Tyskland, hvor der lige siden har været enorm interesse for Depeche Mode.

De nye signaler gled dog ikke lige let ned hjemme i England. Her blev Depeche Mode stadig set som et teen-orienteret band, og den spændende drejning hen mod alternativ musik, blev ikke altid anerkendt. Til gengæld kom der gang i udtrykkene på den kommende plade, som igen blev til i Berlin, og hvor sange som Master & Servant ikke var til at misforstå. Med en ny fræk stil tilsat en Alan Wilder, som kom ind i varmen som fuldgyldigt medlem og begyndte at sætte sit præg på indspilningerne, som hævedes massivt i kreativitet og lyd, var der ved at blive åbnet op for bandet på det store altafgørende amerikanske marked.

Vi var pludselig lysår væk fra Boys Brigade i Basildon.

Sort messe

Depeche Modes opstigning i midtfirserne gik hastigt. Hvert album var en ny landevinding, og Martin Gore udviklede sine evner som sangskriver, og i takt med at Dave Gahans stemme fik stedse mere fylde og pondus – samt at Alan Wilders indflydelse og flid i studiet gjorde, at arbejdet altid blev fulgt helt til dørs – voksede succesen.

Albummet Black Celebration er siden blevet set som et af bandets vigtigste, og Martin Gore har da også udtalt, at det oftest er det album, som den dedikerede fan nævner som den absolutte favorit. Albummet havde en række sange, som udforskede de mere mørke sider af sangskriverens komplicerede sind, og han sang selv på en række af dem. Alligevel var det en sang, som blev sunget uimodståeligt i mål af Dave Gahan, som er den, man husker, for på Stripped fik man for alvor kombinationen af en tekst, der sad der og en lydside med passion og vidunderlig tæft for den perfekte ørehænger, sat i gang af en samplet motorcykel kørt ned i hastighed til at være beatet og Gahans Porsche, der starter med en blød summen, hvorefter Gahans passionsfyldte og længselsfulde stemme tager fra. Pladen blev en mindre kommerciel succes end forgængeren, men var kunstnerisk et vigtigt skridt, ligesom den i videoen A Question Of Time markerede begyndelsen på samarbejdet med den hollandske fotograf og filmskaber, Anton Corbijn, som ellers indtil da var mest kendt fra sit samarbejde med Amsterdams stolthed, punkikonet Herman Brood. Og hvad angår kommerciel udbredelse, så var det bare begyndelsen til det helt afgørende gennembrud over hele verden, som kom med efterfølgeren med den ironiske titel Music For The Masses, der dels med sange som Strangelove og Never Let Me Down Again samt den mest omfangsrige turné kulminerede med den berømte koncert på Rose Bowl-arenaen i Los Angeles-bydelen Pasadena. Den turné og koncert, som skulle blive foreviget af den berømte dokumentarist D. A. Pennebaker, der på sit CV tidligere havde lavet blandt andet den berømte roadmovie fra Bob Dylans Englandsturné i 1965 med titlen Don't Look Back, samt havde filmet hippiefesten i Monterey under kærlighedssommeren, hvor Jimi Hendrix brændte sin guitar. Nu var han på turné med Depeche Mode, og han har siden udtalt, at han anser den film, der kom ud af det med titlen 101 – efter antallet af spillede koncerter på turneen – som sin bedste.

Her fatter man for alvor potentialet på ekstranummeret, den store pophymne med det markante samplede guitarriff med titlen Never Let Me Down Again og en tekst, som både kan fortolkes som en homoerotisk odysse og som en opfordring til at tage stoffer med åbningslinjen I'm taking a ride with my best friend. Her er det magiske øjeblik, da David Gahan står på catwalken midt i det enorme hav af omkring 60.000 hengivne fans, der unisont begynder at vinke til sangeren, som er med på bevægelsen, som bliver et tranceøjeblik, som han derefter står og bader sig i. Det er et unikt øjeblik, uafrysteligt, og han har da også siden udtalt, at han aldrig efterfølgende troede, at det øjeblik kunne overgås. Ligesom den vinkebevægelse siden har været et fast ritual til koncerter med Depeche Mode.

I øvrigt skal nævnes som et kuriosum, at Music For The Masses var blevet mikset i et studie med international lyd og forplejning på jetsetniveau, som såmænd ligger på en bondegård uden for Randers. Puk-studiet skulle på det efterfølgende mesterværk, som fik titlen Violator, blive stedet, hvor Depeche Mode toppede. Ligesom det siden har været et hyppigt anvendt sted, når et af den hjemlige scenes bands, som skylder drengene fra Basildon rigtigt meget, indspiller. Jeg taler selvfølgelig om Nephew, produceret af Carsten Heller.

Fortsættes i morgen