Historien om Nirvana – del 21

Tvangsindlagt

Den tredje uge af marts 1994 besluttede Courtney og management, at Kurt skulle tvangsindlægges for afvænning. Kurt fik i sidste øjeblik et tip – det viste sig senere at være fra Krist Novoselic, som mente, at tvangsindlæggelse ville have den modsatte effekt på ham – og Kurt var væk.

Krist fandt Kurt på et nærliggende hotel. Kurt var totalt fucked op og ville have hjælp til at købe en motorcykel, så han kunne flygte – Courtney havde skåret dækkene op på alle parrets biler, så han ikke kunne bruge dem. Krist fortalte Kurt, at han elskede ham og foreslog i stedet, at de to alene skulle tage en ferie sammen, få talt ud og finde sammen igen. Men Kurt var i sin egen verden.

Den 25. marts organiserede Courtney en slags "surprise"-kriseberedskab i hjemmet. Kurt ankom til huset, efter at han og Dylan havde dopet sammen. Her blev han mødt af Courtney, sine managere Danny Goldberg og John Silva og Janet Billig fra Gold Mountain, Pat Smear fra hans band, Frances' barnepige Cali og Mark Cates og Gary Gersh fra Geffen. Frances var hos Wendy i Aberdeen. Alle holdt hver sin tale, hvor de truede med at afbryde ethvert samarbejde med Kurt, hvis han ikke gik i behandling. Courtney satte trumf på ved at nægte ham at se Frances efter en given skilsmisse. Kurt hørte i tavshed på alle talerne for til sidst at udbasunere: "Who the fuck are you all to tell me this?"

Dagen efter ankom Wendy og Kim, men Kurt var ikke til at kommunikere med. Over weekenden kom han lidt mere til besindelse, og efter en samtale med Rosemary Carroll indvilgede han i at gå i behandling en sidste gang i L.A. Det blev aftalt, at Krist dagen efter skulle køre ham til lufthavnen i Seattle. Da Krist ankom dagen efter, ville Kurt ikke med. På den en halv time lange køretur til lufthavnen råbte, skreg og slog Kurt fra sig som en sindssyg og prøvede at hoppe ud af bilen i fart på motorvejen, men Krists lange arme holdt ham fast. I Sea-Tac-lufthavnen blev det ikke meget bedre. Ved indtjekningen til flyet gav Kurt Krist en knytnæve i ansigtet og forsøgte at flygte, hvorefter de to endte i en voldsom brydekamp på gulvet. Her ender den 10 år lange historie mellem to musikalske blodsbrødre, der elskede hinanden og i årevis hang sammen som ærtehalm. Den sidste gang, Krist så Kurt, var, da han forsvandt ud af afgangshallen, råbende og skrigende sin afskedshilsnen: "Fuck You!" 

Remington M-11

På trods af det voldsomme sammenstød med Krist slappede Kurt igen af om aftenen og accepterede pludselig igen at skulle i behandling. Dagen efter bad han Dylan om en tjeneste. Han ville have hjælp til at købe et haglgevær, mod beskyttelse for indbrud. Våbenfanatikeren Dylan Carlson accepterede Kurts logik, og sammen købte de en model Remington M-11 og en æske patroner. 

Dagen efter fløj Kurt til L.A., hvor han blev hentet af Pat Smear og Michael Meisel fra Gold Mountain. De eskorterede ham til Daniel Freeman Marina Hospital, hvor han tidligere havde været indlagt i 1992. En foretrukken afvænningsklinik for rockstjerner. Eagles' Joe Walsh var tjekket ud dagen før, og Kurts gamle ven og helt, Gibby Haynes fra Butthole Surfers, var blandt de indlogerede. Kurt var indskrevet for 28 dage. I de næste par dage fik han besøg af blandt andet Pat Smear og af barnepigen Jackie Farry, som havde taget sig af Frances. Jackie var glad for at se, at Kurt var i overraskende god form og i særdeles godt humør. Courtney var blevet advaret mod at komme til klinikken i starten af behandlingen og holdt sig væk.

Kurt brugte meget af tiden på at hænge ud med Gibby Haynes, og sammen jokede de om at flygte fra klinikken over en høj mur, som omringede hospitalet. Det var nu ikke nødvendigt, man kunne bare gå ud ad døren, hvis man ville forlade stedet. Senere på dagen fik Courtney fat i Kurt på telefonen. De havde en kort afslappet samtale, som Kurt afsluttede med: "Husk, uanset hvad der sker, at jeg elsker dig." Herefter hoppede Kurt over muren, som han havde joket med Haynes om tidligere på dagen. Tog en vogn til lufthavnen og bookede ind på et fly til Seattle. Ved et tilfælde kom han til at sidde ved siden af Duff McKagan fra Guns N' Roses. Duff var oprindeligt selv fra nordvestområdet, og han fortæller efterfølgende, at de to havde en fin og hyggelig snak om det at vende hjem igen. Kurt havde på dette tidspunkt forladt Seattle tre dage tidligere. Da de ankom til Sea-Tac, vendte Duff sig for at høre Kurt, om han skulle have et lift, men fuglen var fløjet.

Det sidste ritual

Kurt ankom d. 2. april kl. kort over midnat til sit hus ved Lake Washington. En af Frances' barnepiger, den lettere stenede Cali, var i huset med sin kæreste. Kurt nægter Cali at tage telefonen, som ringer konstant. De næste par dage er der forskellige rapporter om Kurts gøren og laden, blandt andet ses han på en restaurant med en formodet dealer. En omfattende efterforskning sættes i gang i Seattle og L.A., som specielt får fart på, da Courtney gennem Dylan erfarer, at de to har købt et haglgevær. Courtney får lukket Kurts kreditkort, og d. 4. april udfylder Wendy en "missing person's report" hos Seattles politi. Kurt beskrives i rapporten som "ikke farlig, bevæbnet med haglgevær".

Angiveligt dagen efter, d. 5. april, skriver Kurt sit selvmordsbrev, adresseret til sin imaginære barndomsven Boddah, sætter R.E.M.s Automatic For The People på anlægget, indtager 1,52 milligram heroin, tænder for fjernsynet, tager sin nykøbte Remington M-11, går op i ejendommens drivhus oven på garagen, tager geværløbet i munden og trykker på aftrækkeren.

Trods talrige eftersøgninger i huset de følgende dage opdages Kurts lig først af elektriker Gary Smith, d. 8. april kl. 8.40 om morgenen.

Efterskrift

Kurt Cobains selvmord var set i bakspejlet nærmest uundgåeligt – og i øvrigt langtfra den eneste tragedie med dødeligt udfald fra den hæsblæsende rockorkan fra Seattle-området tidligt i 90'erne. Ikke desto mindre er det den enkeltstående begivenhed, som (på trods af senere fremragende plader) stopper og afliver den største rockmusikalske revolution siden London i midt-60'erne og senere igen med punken et årti senere.

Men Kurt Cobain var langt mere end et fænomen, som blev berømt, fordi han var på rette sted på rette tid. Her 20 år efter hans død lever hans udtryk, ord og musik så stærkt som nogensinde. Det kan hævdes, at der er slået rigelig mønt på den sidste store rockmartyr – man kan ikke lave så mange fejl fire meter under jorden – men Kurts enorme kunstneriske kapabilitet kan der ikke sås tvivl om. Charles R. Cross, som er den person, der efterfølgende har efterforsket og analyseret Kurt Cobains liv og levned med størst indsigt og detalje, karakteriserede ham til GAFFA på følgende vis i 2001:

– Rent artistisk var Kurt Cobain et geni. Jeg mener, at lyrikken var hans allerstærkeste side. Men må sige, at teksterne er endnu bedre på In Utero end på Nevermind. Personligt var han en belastet sjæl, en kompliceret fyr, en morsom person, en kærlig (ægte)mand – han var modsætningsfyldt. Han havde tilstrækkeligt med ambitioner til at hive sig selv ud af Aberdeen og til at toppe hitlisterne.

Sidste ord i denne sammenhæng skal gives til ham, som for alvor forløste Nirvanas energi, den fabelagtige og uvurderlige trommeslager Dave Grohl, der siden med Foo Fighters er trådt i karakter som en af rockmusikkens p.t. allerstærkeste allround-kapacititer. Kurts broder i ånden og gamle bofælle, der i den sidste tid også mærkede Kurts uforsonlige side. GAFFA mødte ham i Rom i efteråret 2002, hvor han mindede om, at nok var Kurt en sortseer, men langt mere end som så:

– Kurt havde en fantastisk humoristisk sans, han var virkelig sjov. Han var et af de mest individualistiske mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han var excentrisk og anderledes end alle andre mennesker i verden. Han var en gentleman, han var høflig, han var genert – klart, at han havde sine mørke sider – men han kunne være vanvittig morsom. Det er der mange, som ikke aner. Det er, som om der hænger denne sorte sky over navnet Nirvana. Men vi havde det også pissesjovt. Tit lå vi og rullede rundt på gulvet med kramper i maven og tårerne rullende ned af kinderne, fordi et eller andet bare var så morsomt. Så absurd kan livet tage sig ud, selve essensen af ironi.