GAFFA anmelder danske Bo Heimanns bog om John Lennon og hans sange
Forlaget Lemuel Books gør normalt i selvhjælpsbøger af mere eller mindre alternativ og spirituel karakter - og så skal jeg blankt indrømme, at de røde lamper blinker hos denne anmelder. Nuvel, sidste år kastede forlaget sig ind i markedet for John Lennon-bøger, og nu får vi så endnu én i skikkelse af den selvstændige coach og konsulent Bo Heimanns Lennons længsel.
Heimann er uddannet i ledelses- og organisationspsykologi fra Aalborg Universitet, hvortil kommer en bachelorgrad i journalistik, kurser indenfor felter som 'systemisk proceskonsultation,' psykoterapi og endelig et forfatterskab, der tæller titler som "Nærvær i nuet," "Ledelse og følelser" og "Skab frihed i dit sind." Og nu har han så ladet en livslang kærlighed - Heimann er født i '71 - til Lennons sangskrivning være afsæt for en hel (lille) bog.
Dobbelt tab
Vil man byde ind på Lennon-lekturens omfattende felt, må man naturligvis vælge en vinkel - de store biografier er skrevet, og vil næppe blive overgået af en dansk karrierecoach, hvis vi nu skal være ærlige. Heimann har derfor valgt at koncentrere sig om, hvordan moderens død, da Lennon var teenager har farvet hele sangværket.
Heimann gennemgår - overfladisk - album for album i denne optik, fra The Beatles "A Hard Day's Night" og frem (fordi de første Beatles-album ikke kan "bruges" i forbindelse med Heimanns tese). Resultatet er hverken forfærdeligt eller uproblematisk.
Det er naturligvis svært at modsige, at det dobbelte tab af moderen Julia har været helt afgørende i Lennons korte liv; først adskillelsen da han flyttede hen til sin moster og siden moderens død i et trafikuheld, da Lennon var sytten.
Det ville det, ret beset, være i de fleste mennesker liv. Det er også rigtigt, at Lennon adresserede sorgen direkte i nogle af sine stærkeste sange - og at det kan ses som drivkraft for de intellektuelle og kunstneriske aspirationer, som gjorde Lennon til en af sin genres største.
Problemet er ikke så meget, at idéen om en hel bog bygget om denne observation ikke er synderligt original. Originalitet er ikke nødvendigvis et mål i sig selv. Til gengæld er det måske nok diskutabelt, hvor meget i dybden man kommer rent tekstanalytisk med en vinkel som Heimanns. Det er fint at vælge en vinkel og så ellers opremse eksempler på sin påstand. Men det rejser også spørgsmålet: "Og hvad så?"
Lidt kød
I al fald, når man som her løber ind i kapitler med endog meget lidt kød på, idet Heimann gennemgår det store (og iøvrigt ret ujævne) værk på blot 149 ikke særligt tætskrevne sider. Tag nu for eksempel single-udspillet "Happy Xmas (War is Over)," som har sit eget "kapitel" på godt en side, hvor et fyldigt citat fra teksten omkranses af følgende:
En jule-klassiker, der reelt allerede var på banen som reklamekampagne op til julen 1969, hvor John og Yoko i en række storbyer verden over fik opsat reklame-banners med teksten 'War is over! If You Want it. Happy Christmas from John & Yoko.' Nogle år senere fulgte John kampagnen op med en fantastisk sang, der siden er kommet til at rangere på linie med 'White Christmas' og 'Jingle Bells,' hvad angår evige julesange. (...) Atter er det fredsbudskabet og foreningen i forskellighederne, der er det bærende element. Og så også en 'John-klassik' (spøjs stavning, red.) i den første linies udfordring. Her er ikke lagt op til uforpligtende julehygge, men en pegen på det personlige ansvar: What have you done?
Her skriver Heimann ikke noget, som ikke er rigtigt - og observationen i sidste, citerede linie er helt fin og godt set. Bortset fra den bliver man til gengæld ikke meget klogere på Lennon eller hans sang, hvis man har blot et overfladisk kendskab til (rock)historien.
Hvornår forfatteren finder en sang "vidunderligt smuk" eller "fantastisk" er måske heller strengt nødvendigt at involvere læseren i, ligesom man for min skyld godt kunne have undladt klichéer som (om moderen, red.): "Nogle år senere skulle hun forandre musikhistorien ved at lære sin søn de grundlæggende banjo-akkorder."
Well, well, well (for nu at ty til et andet Lennon-citat, red.); når alt det er sagt, er Heimanns bog faktisk både sympatisk og behjertet, ikke mindst når han - som i epilogen "Nutopia" jævnfører Lennons tænkning med vestlig virkeligheden anno 2014. Og hvad angår kærligheden til Lennons plader og sympatien for hans poetisk-politiske projekt er jeg helt på linie med Heimann. Men derfor er "Lennons længsel" altså stadig ikke noget monumentalt bidrag til Lennon-litteraturen.
Bo Heimann: Lennons længsel. Lemuel Books, 153 sider. Er udkommet.
(Bedømmelse: Tre af seks stjerner)
