Nyhed

Strejftog i Sangens Tårn

GAFFA anmelder Lars Knudsens bog om Leonard Cohens sange

Cohens comeback til scenen fra 2008 og fremdeles har skabt ikke så lidt fornyet - og særdeles velfortjent - opmærksomhed omkring den canadiske mestersangskriver, som fylder firs til efteråret. Sidste år fik vi en dansk oversættelse af journalisten Sylvie Simmons solide biografi "I'm Your Man," i januar 2012 gav manden os selv det fuldstændig fremragende album "Old ideas" - og nu har den danske gymnasielærer Lars Knudsen så sat sig for at gennemgå hele værket.

Sang for sang, fra "Songs of Leonard Cohen" fra '68 til "Old Ideas" og inklusive livealbummet "Live Songs" fra '73, som rummer flere ting som aldrig har været inkluderet på Cohens studieplader. Det er et både ambitiøst og prisværdigt projekt, som Knudsen forløser på vederhæftig vis, idet biografiske forhold, anekdoter og ikke mindst Cohens egne bemærkninger til sangene i koncertsituationer væves ind i de tekstnære læsninger. 

God skolemester


Sang-for-sang-gennemgangen er naturligvis et format med både forcer og farer. Det er fint, at bogen i sin natur forpligter sig på at få fingrene ned i materialet og kigge på, hvad der rent faktisk er på spil i teksterne - og pænt overlader det til os jornalister, velformulerede fans og andet godtfolk at bedrive at lokalisere nogle mere overordnede linjer i værket og lovprise dets fortræffeligheder i floromvundne vendinger. 

I stedet går Knudsen - som en god og tålmodig skolemester - ned i teksterne og pakker dem ud for os, som her hvor "Master Song" (som har leveret bogens passende titel) gøres til genstand for tekstnær gennemgang:

"Som det også var tilfældet med 'Suzanne,' er 'Master Song' baseret på et digt fra 'Parasites of Heaven,' og heller ikke denne gang er der de store ændringer fra digt til sang. I modsætning til digtet vender sangen dog tilbage til sit udgangspunkt og gentager første strofe som sin afslutning. Denne cirkelbevægelse øger sangens følelse af stillestående isolation og illustrerer, at de forskellige roller har låst hinanden fast. 'Master Song' er desuden opbygget af fletrim efter A-B-A-B-mønstret, hvor hver linie ender på et enstavelsesrim. Dette mønster demonstrerer Cohens eminente evne til at væve billedsprog og rim sammen til en enhed, der ligger i tråd med sangens narration. I dette tilfælde kan den stramme komposition ydermere ses som en forlængelse af temaet om kontrol og bemestring."


Her kigger Knudsen på, hvordan selve tekstens opbygning - formalia, om man vil - spiller sammen med dens temaer; det er begavet og kan formentlig kun bedrives af en, som beskæftiger sig med tekstanalyse og formidling til daglig - og i mindre grad af de biografer og journalister, som sædvanligvis skriver om populærmusik.

Ensomme helte

Knudsen har valgt at gennemgå samtlige sange, og så er det af gode grunde forskelligt, hvor meget begavet der er at sige om hver enkelt tekst - "A Bunch of Lonesome Heroes" og flere andre er hurtigt overståede med gennemgange, som kan virke en kende overfladiske. De er dog heldigvis undtagelsen her, for Knudsen har gennemgående adskillige gode pointer og læsninger.


Den lidt over 300 sider lange gennemgang kulminerer i et velskrevet kapitel om ikke "bare" Cohens seneste album "Old Ideas" men også de store comebackturnéer i 2008-10 og 2012-13. Her formår forfatteren at formulere fascinationskraften ved de tilnærmelsesvist transcendentale koncertoplevelser, Cohen har trakteret med de senere år - inden Knudsen binder en sløjfe på bogen med en kort coda, hvor han i øvrigt har været så venlig at citere en af undertegnedes anmeldelser fra comebackturnéen.

Og hvorfor så "kun" fire stjerner, frem for fem eller seks, kan du spørge – når nu Knudsen faktisk har begået et tekstanalytisk rugbrødsarbejde af de større og i processen undladt at forfalde til lette løsninger eller overfladisk hyldest af sin hovedperson?

Relevante vinkler


Well, en mands "seriøst og interessant" er en anden mands "tørt og kedeligt," og for den fan, som egentlig mest bare værdsætter den patinerede ladies man for sin manende stemme, smukke sange og selvironiske charme, er det måske så som så med underholdsningværdien i "Master Songs."

Det er ikke en egentligt underholdende bog, sådan som for eksempel Simmons "I'm Your Man" er det. Knudsens værk gør heller ikke noget væsen af sig rent visuelt, hvor sort-hvide gengivelser af albumcovers udgør eneste illustrationer i den lidt over 300 sider lange paperback i sort omslag.

Og endelig kan man måske savne, at forfatteren ovenpå – eller undervejs i – sine mange tekstnære læsninger havde samlet nogle tematiske tråde og kigger på værkets store linjer. For eksempel kunne den genkommende dualitet mellem ord og kød, sprog og materie, sagtens være mere udfoldet end tilfældet er.


Men fred nu være med det, når forfatteren til gengæld kommer omkring værkets komplekse forhold mellem frihed og ufrihed og andre relevante vinkler. Det ville ret beset være urimeligt ikke at lette på (Fedora-)hatten over et værk, der fremstår sprogligt konsistent, gennemarbejdet og i øvrigt – karakteristisk nok - ordentligt korrekturlæst med kun meget få slåfejl.

(Vurdering: Fire af seks mulige stjerner)

Lars Knudsen: Master Songs - En bog om Leonard Cohens sange. Forlaget Vandkunsten, 318 sider, vejl. pris 249,95 kroner. Er udkommet. 


ANNONCE