Ibrahima Sylla var om nogen larger-than-life. Ansvarlig for sindssygt mange skelsættende produktioner startende med Salif Keitas Soro-album. Nu er han død bare 57 år gammel.
Det var den anden dag. Vi var ude på det store fodboldstadion i Malis hovedstad, Bamako. Her spillede reggaemastodonten Tiken Jah Fakoly med stjernerne Babani Kone og Abdoulaye Diabate som opvarmning. Det var helt vildt. En reggaefest på noget, der lignede Shea Stadium i New York, da The Beatles var der. Og med en energi, som var vi til Reggae Sunsplash i Kingston på Jamaica. Pludselig sagde en eller anden, at Ibrahima Sylla var død. Og noget gik i stå inde i mig.
Det var egentlig lige før nytår, at "en meget lang lidelse" fik den store mand til at bukke under. Alligevel vil jeg riste en rune over et fænomen, som man med rette har kaldt en mogul større end folk som Quincy Jones. Fordi Ibrahima Sylla fra Senegal bare var på de rigtige steder så mange gange og derved betød så uendeligt meget for den vestafrikanske musiks superstjerner og deres naturlige adgang til vores sfære.
Syllas label Sylart var synonymt med musik fra lande som Senegal, Mali og Guinea. Her havde man opnået uafhængighed fra Frankrig, og cubanere var kommet over, hvis da ikke afrikanere tog den anden vej. Og snart begyndte alle at spille en egen afrikansk version af rumba. Statslige bigbands skød op, og spillesteder som de notoriske Buffet de la Gare og motellet i Bamako ville være vært for orkestre, hvor en lang række af fremtidens stjerner slog deres folder. Tænk bare på Salif Keita, Mory Kante, Amadou Bagayogo (Amadou & Mariam), Kante Manfila, Djelimady Tounkara og mange, mange andre. Mens det i Guinea og Senegal var henholdsvis bands som Bembeya Jazz. Orchestre Baobab og Etoile de Dakar.
Sylla spottede talenterne og havde idéerne, og via hans talent skød stjernerne frem. Fra hans eget land først folk som Ismael Lo og Etoile de Dakars formidable sanger, Youssou N'Dour. Og i Mali albinosangeren Salif Keita fulgt op af den ligeledes fænomenale Kasse Mady Diabate fra orkestret National Badema. Undet Ibrahima Syllas kyndige blik blev især Salif Keita et fænomen, der stort set bragte vestafrikansk musik bredt ud til lyttere i den vestlige verden.
Ibrahima Sylla var bestemt ikke kommet sovende til det. Han var ud af en meget stor jali-familie (de hellige barder også kaldet grioter), og en vandrehistorie siger, at der var så mange fødsler, omskæringsfester og bryllupper i den nære familie, at det var årsag til, at han fra barnsben var vant til, at alle tidens store musikere kom og spillede. Han blev siden en stor samler og havde - ud over verdens største samling af vestafrikansk musik - også det komplette James Brown-katalog, samt hen imod 6000 plader med cubansk musik. Især sidstnævnte ville være en nyttig ting, da han sent i karrieren samlede det formidable orkester, Africando, som både havde mindelser til bands som New Yorks Fania All Stars og de førnævnte afrikanske bands fra rumbaens storhedstid. Igen med hits på stribe og stjernedrys til koncerterne i form af Salif Keita, Koffi Olomide, Sekouba Bambino og mange andre stjerner.
Karrieren ville snart flytte til Paris, hvor han også gik bort til sidst, for siden at få noget der lignede en statsbegravelse hjemme i Senegal. Herfra ville han præsentere stjerner som de congolesiske soukous-stjerner Tabu Ley Rochereau (ligeledes nyligt afdød), Pepe Kalle, den ivorianske reggaestjerne Alpha Blondy, Thionne Seck og mange andre.
Jeg mødte Sylla en gang. På et tag på den enorme Zenith-arena i Paris, hvor Africando spillede en uforglemmelig All-Star-koncert, som siden blev til et livealbum, fik jeg lejlighed til at tale med Sylla og hans mangeårige arrangør, Boncana Maiga. Det var et af de der uforglemmelige øjeblikke. Et øjeblik, der desværre ikke kommer til at gentage sig.
Det er en stor mand, der er gået bort.
Ibrahima Sylla (1956-2013) - Æret være hans minde.
