Vesterbro-pigen med de afrikanske rødder fik et brag af en debut i 2010. På opfølgeren er debutens umiddelbare total-party skruet lidt ned til fordel for en mere varieret og elektronisk produktion.
Interviewet har tidligere været bragt på GAFFA.dk i april 2013
Nabiha har netop udgivet sit andet album, "Mind The Gap", opfølgeren til den succesfulde debut "Cracks" fra 2010. GAFFA fik et par ord om lidt af hvert med den farverige sangstjerne.
Opvækst på Vesterbro:
Det viser sig, at Nabiha har trådt sine barnesko i præcis samme hjørne af hovedstaden i samme periode som denne skribent (med et par ekstra år på bagen!!) Et spændende og levende kvarter, der også havde (og fortsat har) sine faldgrubber:
– Der var så godt som ingen andre børn på Abel Cathrines Gade dengang, lejligheden var utæt, og jeg kan huske, at min mor hver dag fjernede sprøjter i gården, der hvor jeg parkerede min røde cykel, og der var altid junkier og prostituerede i gaden. Lejligheden var utæt. Så hang jeg rigtig meget med min eneste ven jævnaldrende ven, Sonny, i kvarteret. Vi opfandt en masse eventyr og havde begge en levende fantasi. Men børn lærer at tilpasse sig, og jeg var tryg og glad, og jeg blev opdraget med livsglæde af mine forældre, hvilket har fulgt mig gennem livet. Så havde mine bedsteforældre et sommerhus i Præstø, hvor jeg nød at komme ned og lege og koble af. Men alt i alt havde jeg en rigtig god barndom.
De afrikanske rødder:
Min lækre, pæredanske mormor var en af de første herhjemme, der giftede sig med en afrikaner, og min fars side er ren afrikansk, så kulturen har altid været meget levende for mig. Jeg var der længere tid af gangen som barn, og har vel i alt været 10-12 gange i Afrika, typisk et par uger af gangen. Senest for kort tid siden omkring nytår, hvor jeg besøgte min farvestrålende farmor i Gambia. Landet bliver ikke uden grund kaldt "the smiling coast". Det lyder som en kliché, men jeg har mødt ludfattige mennesker der, som er gladere end "loadede" folk i vesten. Jeg stødte en gang på en tigger uden arme og ben, som havde den vildeste humor, og som til sidst nægtede at tage imod penge fra mig. Jeg har også rødder i Mali, men den politiske situation gør, at jeg ikke har lyst til at rejse i landet for tiden. Samlet set er det en ånd og en kultur, jeg har i krop og sjæl, hvilket man for eksempel kan høre helt eksplicit i c-stykket til "Deep Sleep" (fra debutalbummet, red.), hvor jeg har indflettet en af de vuggeviser, min mor har sunget for mig utallige gange som barn.
Den svære toer:
– Ja, for fanden, men på den gode måde. Jeg kendte dårligt begrebet, men lige pludselig var det det, som alle sagde til mig. Nu glæder jeg mig allerede til at komme i gang med nummer tre. Det har været rigtig spændende at lave en opfølger, og selvom der selvfølgelig er nogle forventninger modsat første gang, fokuserer jeg på, at det først og fremmest gælder om at indfri mine egne forventninger. Som på "Cracks" er producer Carl Ryden helt central i processen. Jeg har skrevet sange med en række musikere rundt omkring i verden, og jeg har gennem de senere år nærmest boet halvdelen af tiden i London, hvor en del af musikken er indspillet. Det er blevet et album, der reflekterer alle de ting, jeg har oplevet og gennemgået i mit liv de seneste par år. Det har været nogle vilde år, nogle fede år. Jeg føler, at jeg har udviklet mig som sangskriver, og første sang hedder "Transition", hvilket indikerer, at jeg er på vej videre. Det er et ind-til-benet album, der som på "Cracks" har fokus på den gode pop-melodi.
Prominente gæster:
På albummet Mind The Gap gæsteoptræder Tabi Bonney på den Motown-inspirerede Heartbreaker, der lyder som et hit, og på Halo & Handcuffs hører man umiskendelige Outlandish:
– Min sangskriverpartner Chanelle Gstettenbauer, som også var inde over Deep sleep sagde til mig: "jeg kender den her fyr fra Washington DC, som er i byen, han ville passe perfekt til Heartbreaker." Det viste sig, at Tabi var en fantastisk rapper og en virkelig inspirerende fyr. Jeg faldt ret meget for hans stil. Outlandish har jeg altid elsket og ser dem som et banebrydende band, der har deres helt egen stil og sound, og som stadig gør det rigtig godt, ikke mindst på Warrior//Worrier. Jeg tænkte, "man kan jo altid spørge", så det gjorde jeg, og heldigvis sagde de ja. Det var rigtig sjovt at arbejde med dem.
Perfectly Human:
Sidste nummer på Mind the Gap, der skiller sig ud med akustisk guitar og direkte, personlige linier som "I'm like a hurricane, I'm thunder and I'm rain" og "I love the skin that I'm in".
– Et af de sidste numre, der blev skrevet og indspillet. Det handler om mig, det handler om mennesker, et ærligt billede af egne og andres fejl og mangler. Det er en kærlighedserklæring til at holde af hele pakken på godt og ondt. Hensigten har været at åbne op og give noget af mig selv. Det er et eftertænksomt nummer, der betyder meget for mig, og helt bevidst ligger sidst på pladen.
International pris:
Sammen med artister som Emeli Sandé og Of Monsters and Men modtog Nabiha ved en tv-transmitteret ceremoni ved årets EuroSonic-festival i Holland en prestigefyldt European Border Breakers Award 2013. Lidt af en fjer i hatten for en ung pige fra Vesterbro med kun et album i handlen.
– Jeg kunne ikke have startet året på en bedre måde (niende januar, red.) Det er jo et sindssygt skulderklap, og så side om side med artister som Emeli Sandé og Niki & The Dove. Følelsen af, at folk har lagt mærke til mig uden for landets grænser, giver smag efter mere ( i 2011 udkom den europæiske udgave af debutalbummet med titlen More Cracks, red.) og jeg har ikke tænkt mig at ligge på den lade side fremover, hvad det angår. Og så var det jo Jools Holland, der var vært. Vi skal giftes en dag, han ved det bare ikke endnu. Han er en favorit.
GAFFA-Prisen 2012
– Jeg var i salen blandt publikum og havde den vildeste fest. Midt i at alt gik galt (Simon Spies' gamle lærred blev klippet ned, og teknikken gik i sort, red.) opstod en fantastisk stemning. Jeg ved ikke, hvordan det var at sidde og følge det foran tv-skærmen, men for os på Bremen var det en af de aftener, man aldrig glemmer. Det er første gang, at jeg har stillet mig op i en teatersal og danset den "forbudte" lambada-dans sammen med 500 andre skøre mennesker.
Toppen af poppen:
Der er efterhånden stribevis af tv-underholdningsprogrammer, hvor popstjerner og andre kendisser medvirker. Men det virker som om at TV2's 2012 udgave af Toppen Af Poppen har haft særlig gennemslagskraft for flere af de medvirkerne. Det gælder for Sanne Salomonsen, Mads Langer og også for Nabiha, der blev foreviget i tårer, da Langer sang Overgi'r Mig Langsomt, oprindeligt sunget af Sanne.
– Det var rigtigt sjovt, men også ret grænseoverskridende at være intensivt sammen med en række andre musikere og så blive filmet mere eller mindre konstant i 11 dage. Men det var fede folk, spændende artister, og så var det et program, hvor det fulde fokus var på musikken og ikke på alt muligt andet. Det med Mads og Sanne rørte mig meget, sådan er jeg. Jeg bliver let bevæget. Det ene øjeblik kan jeg være i tårer og det næste flad af grin, haha. Vi fik bygget nogle gode venskaber op, jeg fik lært en masse. Så har effekten været meget målbar, det har jeg kunnet se på min Twitter-profil, på Facebook og helt håndgribeligt på at blive stoppet af en masse, glade fremmede mennesker på gaden, som vil have taget billeder.
