Forrygende festival i Marokko

Endnu en festival i herlige Essaouira ved den marokkanske Atlanterhavskyst er slut. Endnu et kulturelt møde mellem begejstrede musikere og publikummer fra Marokko og hele verden. Og en fest, der på en række scener viste sig i sin 19. udgave at tiltrække et væld af tilskuere fra Europa.

Det var på mange måder en unik festival. Den altoverskyggende mester indenfor gnaoua-musikken, Maâlem Mahmoud Gania - også kendt som Guinea - døde sidste år af kræft, og på scenen sagde han farvel til sit elskede publikum, hvoraf mange græd åbenlyst. Arvtageren er dog på plads i form af hans lillebror, Maâlem Mokhtar Gania, som åbnede festivalen, den spændende Maâlem Saïd Bouhilmas, samt om nogle år forhåbentlig også Mahmouds yngste søn, den blot 21-årige Houssam Gania. Mester bliver man ikke uden videre, for en gnaouamester skal kunne virke i det, det hele drejer sig om, og som er langt hinsides festivalscener og begejstrede publikummer: lila'en, det specielle sufi-uddrivelsesritual, som gnaoua i virkeligheden handler om. Her skal unge Houssam over de næste år udvikle sig, men vil allerede i år kunne ses på scenerne i Europa, hvor blandt andet et job i London er i støbeskeen. Det bliver spændende at følge.

Men som sagt startede det hele på den store scene på Moulay Hassan-pladsen, hvor Maâlem Mokhtar Gania ledsaget af Gania-famliens unge piger, Bnat Gania, og den senegalesiske trommevirtuos, Doudou N'diaye Rose, slog takten an og satte festivalen i gang. Det var stort og farverigt og satte scenen for de næste dages storslåede fest.

Festivalen havde to hovedscener, og på den store scene lidt væk nede på stranden kunne man blandt andet opleve Maâlem Omar Hayat, som for nogle måneder siden gæstede Danmark og blandt andet spillede på Frost-festivalen. Jeg var dog her at finde på scenen inde i byen, hvor den nu 90-årige amerikanske pianist og Afrika-legende, Randy Weston, gav en formidabel koncert, i første omgang med sin egen gruppe og siden med to mestre fra henholdsvis Tanger og Marrakesh, Maâlem Abdullah Boulkhair El Gourd og Maâlem Abbas Baska. Specielt mødet med Tanger-mesteren var memorabelt - og rørende. De to, altså Abdullah og Randy Weston, drev omkring 1970 en jazzklub i beattidens Tanger, og de har siden spillet mange gange sammen. Det var stort at opleve på scenen i Essaouira, hvor den høje amerikaner med den virile anslag på flygelet både gav prøver på egne ikoniske kompositioner og forrygende spil med gruppen og de to sufigrupper. Stor koncert, der klædte Essaouiras festival.

Der er mange valg på sådan en aften, og jeg fortsatte til festivalens nye sted, restauranten Dar Loubane, som i årevis har været et spillested, men denne gang var kommet til ære og værdighed. Her spillede Aissaoua-broderskabet fra Essaouira anført af mester-ghaita-spiller Abdelkader Ben Brik, som gæstede Roskilde-festival for nogle år siden. Det var en formidabel trancetur med de gjaldende horn og abrubte rytmer, der kastede dig hid og did og var trance i reneste form. Herligt at opleve det intime space og den intense sufimusik. Og det skulle fortsætte, for næste mand på scenen var mesteren fra Rabat, Maâlem Abdlkader Amlil, som i sin tid spillede de specielle qaraqab-kastagnetter hos Maâlem Boubker Gania, den afdøde far til Mahmoud og Mokhtar, og er af samme skole og med samme hypnotiske dybde i sit spil. Hans anslag er uvurderligt og alle faldt i med det specielle groove, ikke mindst André Azoulay, der arbejder for den marokkanske konge og på mange måder er festivalens far.

Det blev tid til lørdag, hvor jeg var ret selektiv. Først så jeg tre unge gnaoua-musikere fra Essaouira, hvoraf den ene, Mohamed "Simo" Boumazzogh for en del år siden vandt den vigtige ungdomsfestival for gnaoua, og hvor de to andre også var højt placeret. De hedder begge Khalid til fornavn og henholdsvis Izoubaz og Amrhoche til efternavn. Det blæste dog en halv pelikan nede på stranden, men til trods for det spillede de tre kompetent, og vi fik den rene gnaoua uden makeup og andre dikkedarer. De er i høj grad næste generation fra Essaouira. Men det blæste som sagt, og jeg undlod derfor at se sidste års sensation fra Mali og "vores" band fra den dansk-støttede festival i Bamako, Spot On Mali Music (se: www.spotonmalimusic.org), Songhoy Blues, som også havde åbnet på første dagen med mesteren Maâlem Abdeslam Alikane.

Til gengæld var jeg til den store fest på Moulay Hassan-scenen med gnaouamusikkens superstjerne - læs: popstjerne - Maâlem Hamid El Kasri. Dette fænomen besidder en smuk stemme, og det var herligt at se, at han bortset fra motoriske men, helt var tilbage efter sin voldsomme bilulykke sidste år. Til en koncert, hvor traditionen var kastet overbord til fordel for moderne arrangementer og en altoverskyggende fest, som hele pladsen tog til sig. Det var godt nok intenst!

Det hele sluttede så i går med den store afslutningsseance, hvor vi først fik det berberband, Oudaden, der på scenen i Essaouira spillede mange af de gamle numre og var lysår bedre, end da de gæstede Danmark sidst. Essaouira er i stor udstrækning en berberby, som ligger på kanten af Haha, området hvor man taler berberdialekten Tazelhait. Så her får man den ægte vare, modsat i Vesten. Vi må håbe, at det ændrer sig.

Efter berberkoncerten var det så tid til afslutningen og den formidable mester fra Marrakesh, Maâlem Mustapha Baqbou, som sidste år spillede her med Mikkel Nordsø Band. Han var som altid fænomenal med sit berømte anslag på guimbrien og den herlige stemme, der flyver. Han fik snart følgeskab af legender fra de klassiske bands fra de revolutionære 1970'ere, Nass El Ghiwane og Jil Jilala. Faktisk er Baqbou selv gammelt medlem af Jil Jilala. Og det blev derefter: Et møde og en nostalgisk fest, som jeg godt nok har set før, men som var pragtfuld.

Kun et udsnit af en stor festival, som andre helt sikkert har andre og mere nuancerede bud på. Jeg ser allerede frem til 2017!