Nyhed

Vega indbyder til fællessang – med Peter Sommer og Johan Olsen som gæster

Til efteråret lufter Vega nye og gamle dele af den danske sangskat og fejrer fællesskabet

Kom og syng med, når Vega og Golden Days Festival fejrer, at det i 2017 er 850-året for grundlæggelsen af København.

Fællessangsoplevelsen finder sted søndag den 10. september kl. 19.00 i Store Vega.

Det er svært ikke at falde for København med byens tårne, søer, kolonihaver, værtshuse, parker og små kroge, når foråret folder sig ud i fuldt flor, og glæden varer forhåbentlig ved til efteråret. Derfor bliver dørene slået op til en aften i hyggens tegn, hvor du kan synge med på tekster, der hylder din, min og vores København.


Husorkesteret står klar med et hav af gæsteartister, blandt andre Peter Sommer (billedet), Johan Olsen, Julie Maria og Nicolai Elsberg, og skuespiller Charlotte Munck er aftens vært.

Vega Sangskat blev afholdt for første gang i 2015, hvor stemningen var på det højeste blandt publikum. Se en stemningsvideo fra aftenen i 2015 i bunden af artiklen.

Ideen bag at hylde fællesskabet og den danske sangskat bunder i, at når vi synger, tilpasser vi os de omgivelser, vi befinder os i og de mennesker vi deler øjeblikket med. Vi slutter os sammen i sangen for at opnå en helhed i musikken og en fælles klang.


De mange danske og københavnske sange kan bruges til mere end højtider og fællesskrål til koncerter. Tag din mormor, bedste ven, nabo eller kollega under armen og syng en sang eller to; alle kan være med til Vega sangskat og del af at skabe en sammensmeltende oplevelse gennem fællessang.

Se en stemningsfuld videoreportage fra Vega Sangskat i 2015.


ANNONCE