x
Begrebet "curling-forældre" dukker stadig nogle gange op i hverdagen, men sjældent har det været så passende som i forbindelse med de nyheder, der kommer fra Roskilde Festival. I forbindelse med åbningen af festivalområdet har bekymrede forældre nemlig bombarderet festivalens Facebook-side med spørgsmål og klager på vegne af deres børn, der ventede i kø for at komme ind i festivalområdet. Det skriver BT.
I en artikel citeres flere af de beskeder, der er kommet ind til Roskilde Festival. De er anonymiseret af avisen.
Her er nogle udvalgte guldkorn:
"Mange unge mennesker, incl. min datter, har ligget i kø i 24 timer inden start kl 16 i dag. De løber som alle andre, finder et sted at campere, for herefter at blive forvist sammen med 500 andre fra området, grundet brandsikkerhed. Ingen skiltning overhovedet. Nu har de intet sted at være (...) De er våde og frysende, og det er bare ikke i orden!"
"Hvad sker der lige for jer Roskilde. Vores unge mennesker har ligget i kø i flere dagen og går stadigvæk rundt her kl 22.30 og leder efter pladser at ligge på (...) Det er deres første tur på Roskilde, og de er tæt på at miste modet."
"Det er utrygt for os som forældre at få besked fra vores unge mennesker, at de ikke ved, hvor de kan campere, og hvor de skal sove i nat."
Festivalens talskvinde Christina Bilde udtaler overfor DR, at de oftere og oftere oplever, at forældre prøver at gå ind og hjælpe til på deres børns vegne, og at de unge festivalgæster selv spørger om hjælp til ting, de tidligere kunne klare selv.
"Nogle gange bliver vores infocenter også ringet op, fordi forældrene ikke har hørt fra deres unge mennesker hernede og gerne vil sikre sig, at vi ved, de er ok. Det kan vi ikke hjælpe med på individniveau."