x
Roskilde Festival åbnede i dag klokken 16.00, da 45.000 festivalgæster kunne indtage campingbyen ved den 47. Roskilde Festival. Lørdag aften står den på vikingefest ved badesøen og indvielsen af den nye scene East.
Endnu engang bød åbningen på massespurt mod de nøje udvalgte campingområder. Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:
"Det er vildt fantastisk at se, hvordan de mange tusinder af deltagere på så kort tid kan løbe ind og forandre de tomme marker til et område, der minder mest om et bysamfund. Endnu engang har stemningen været forrygende og fuld af forventning, og vi kunne ikke håbe på en bedre åbning af festivalen."
Selvom den indre festivalplads først åbner på onsdag klokken 17.00, kan deltagerne allerede nu gå på opdagelse i festivalbyen. Lørdag åbner den nye East-scene med Emil Lange og Eloqs Jersey Club-fest, og ved campingbyens badesø står den på hedensk feststemning til den seks timer lange vikingeblót med navne som Sorten Muld, Virelai og Svartsot på scenen.
I morgen starter aktiviteterne for alvor med masser af musikalske talenter på vækstlagsscenerne Countdown, Rising og East, mens festivalens fokus om kulturel lighed foldes ud med workshops, samtaler, foredrag og begivenheder i Rising City.
Roskilde Festival har meldt udsolgt af de 80.000 partout-billetter. Endagsbilletter til onsdag og torsdag er fortsat til salg.
GAFFA er traditionen tro talstærkt til stede og vil bringe stribevis af anmeldelser, interviews, reportager og billeder i den kommende uge.