Nyhed

K.B. Hallen får ny direktør fra DR Koncerthuset

x

Da K.B. Hallen brændte ned i 2011, var det et musikalsk vartegn, der blev jævnet med jorden. Både The Beatles, Louis Armstrong, Black Sabbath og Fleetwood Mac har tidligere lagt vejen forbi den københavnske hal, som blev fredet kort inden den ødelæggende brand.

Nu opstår K.B. Hallen igen som en topmoderne multihal, og det bliver en særdeles erfaren profil, som skal drive den nye K.B. Hallen, når det ikoniske venue på Frederiksberg efter planen åbner i slutningen af 2018. Kasper Busch Lund tiltræder som direktør for K.B. Hallen 1. september 2017. Han kommer fra en stilling som kommerciel chef for DR Koncerthuset og har desuden mange års ledererfaring fra flere af landets førende reklamebureauer.

"Det er fantastisk, at K.B. Hallen nu genopstår som en topmoderne multihal efter branden i 2011. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for, at K.B. Hallen igen placeres som et kulturelt fyrtårn i Hovedstaden. De ikoniske rammer og stedets helt særlige historie og dna skal inspirere de største talenter til at levere ekstraordinære præstationer, der sætter sig hos både publikum og de optrædende som fantastiske, uforglemmelige oplevelser," siger Kasper Busch Lund.


Nordisk Film skal sammen med den tyske virksomhed CTS Eventim drive K.B. Hallen, som bliver en multihal, hvor der både er plads til koncerter, messer, sportsbegivenheder, konferencer, shows og kulturevents. Den nye hal, tegnet af Christensen & Co (CCO), bliver inspireret af den oprindelige K.B. Hal fra 1930'erne. Selve hallen får en kapacitet på op til 4.900 gæster og vil kunne skræddersys til det enkelte arrangement.

ANNONCE