GAFFA.dk – alt om musik
Efter udsolgte koncerter i Danmark i 2018 er den britiske duo tilbage
Den britiske elektroniske duo HONNE – udtalt "honey" – har netop annonceret, at de kommer til Danmark til foråret. I 2018 spillede de to udsolgte koncerter på samme aften på Lille Vega, og nu er de altså rykket op og vil den 22. marts fylde Store Vega.
Det er ikke længe siden, duoen udgav sit tredje studiealbum, med en lidt længere titel af slagsen, nemlig Let's Just Say The World Ended A Week From Now, What Would You Do? Et album, der er gæstet af navne som Khalid, Pink Sweats og Sam Smith.
Efter debutalbummet Warm on a Cold Night (2016) fulgte Love Me/Love Me Not (2018). På sidstnævnte HONNE dykker dybere ned i deres inspiration fra soul og r&b.
I 2018, efter producer James Hatcher og frontsanger Andy Clutterbuck havde udgivet deres andet album som HONNE, var det altså, at de gav dobbeltkoncert på Lille Vega. Det gav dem en femstjernet anmeldelse fra GAFFA, der blev afrundet således: ”Honne lagde vejen forbi København for første gang, spillede to shows og fik formentlig alle fremmødte til at håbe, at de igen lægger vejen forbi den danske hovedstad. Sådan.”
Koncerten med HONNE vil finde sted tirsdag den 22. marts på Store Vega. Billetsalget starter torsdag den 28. oktober klokken 10.00 via Billetlugen.
Varm op til koncerten med nummeret "Coming Home" fra duoens sidste album herunder: