Det nytænkende og delvist avantgardistisk anlagte black metal-band tager på turné og besøger Pumpehuset i København den 1. december 2022.
Zeal & Ardor er hjernebarnet af frontmanden Manuel Gagneux, og har over de sidste fem år formået at placere sig som et af de mest nytænkende navne på den moderne black metal-scene.
I sin grundessens kredser hele projektet om ét spørgsmål – hvad nu, hvis Amerikas frigjorte slaver havde vendt sig mod satan, i stedet for mod kristendommen?
Det spørgsmål gennemsyrer hele Zeal & Ardors musikalske virke, ikke kun lyrisk, men også instrumentalt, hvor black metal og postrock smeltes sammen med blandt andet blues, hiphop, gospel og soul.
Zeal & Ardor har på blot seks år udgivet hele fire plader, hvor den seneste, selvbetitlede plade fra 2022 formåede at score en femstjernet anmeldelse fra vores norske kollega.
Udover den femstjernede, norske anmeldelse, så vores egen anmelder sig også nødsaget til at give bandet fuld plade for deres sublime optræden i Aarhus tilbage i 2019.
”Det er mageløst, hvordan Manuel ubesværet skifter mellem soulet falset og gutturale brøl, mens bandet leverer det musikalske svar på den scene, hvor Pyle får tæsk med håndsæben i Full Metal Jacket. Nærmest modbydeligt medrivende,” skrev anmelderen ved den lejlighed.
Billetsalget skydes i gang fredag den 17. juni klokken 10.00 via Live Nation og Ticketmaster.